Coronavirus har krævet over 3000 liv i USA på et døgn
Amerikanske myndigheder advarede uden held om stigning af coronarelaterede dødsfald i forbindelse med højtid.
Det seneste døgn har mere end 3000 coronapatienter mistet livet i USA, hvilket er det højeste daglige dødstal siden april.
Det viser tal fra Johns Hopkins Universitys løbende opgørelse.
Fra klokken 01.30 natten til onsdag dansk tid til samme tidspunkt torsdag er antallet af coronarelaterede dødsfald således steget med 3071 til i alt 289.188.
Ifølge avisen The Guardian har USA registreret mindst 15.000 coronarelaterede dødsfald den seneste uge, og i løbet af de seneste to uger har USA i gennemsnit overskredet mere end 2000 daglige dødsfald.
Onsdag morgen dansk tid rundede USA 15 millioner smittetilfælde siden pandemiens begyndelse.
Amerikanske myndighederne advarede om en kraftig stigning i dødsfald omkring højtiden Thanksgiving i slutningen af november.
Alligevel trodsede millioner af amerikanere myndighedernes anbefalinger og rejste på tværs af landet for at fejre højtiden med familien.
Ifølge USA's ledende ekspert i infektionssygdomme, Anthony Fauci, kan pandemien blive en endnu større udfordring at håndtere mellem jul og nytår.
USA har de seneste dage registreret knap 200.000 nye smittetilfælde om dagen, og rekordmange coronapatienter er indlagt på landets hospitaler.
Onsdag er der 106.000 coronasmittede indlagt i USA.
Søndag sagde USA's lægemiddelstyrelse, FDA, om udviklingen, at USA kunne passere 400.000 dødsfald blandt coronapatienter ved udgangen af januar.
De amerikanske myndigheder har sat deres lid til, at en kommende coronavaccine kan sætte en dæmper for den massive spredning af virusset.
Amerikanske eksperter skal mødes torsdag for at undersøge vaccinen fra Pfizer og Biontech, som muligvis kan få en nødgodkendelse i de kommende dage. Den 17. december tager FDA stilling til vaccinen fra Moderna.