USA har rundet 15 millioner smittede - flere stater sætter rekorder
Flere stater melder om smitterekorder og sætter ind med en række tiltag. Imens runder USA ny trist milepæl.
Coronapandemien fortsætter sin hærgen i USA, og tirsdag lokal tid har landet rundet 15 millioner smittetilfælde.
Det viser en løbende opgørelse fra Johns Hopkins University.
Ifølge The Guardian har USA registreret mindst 15.000 coronarelaterede dødsfald den seneste uge, mens delstater som Arizona, Alabama og Ohio alle har sat nye daglige smitterekorder.
Ydermere ser virusset ikke ud til at slippe sit greb i landet lige foreløbig, hvilket blandt andet har fået myndighederne til at advare befolkningen mod at mødes op til jul.
- Vi går imod en meget udfordrende periode, siger den øverste ekspert i smitsomme sygdomme i USA, Anthony Fauci, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
I alt 26 delstater har for nylig indført restriktioner og tiltag, der skal dæmme op for smitteudviklingen.
I Arizona - som er en af 14 delstater uden påbud om mundbind - meldte sundhedsmyndighederne ifølge Reuters tirsdag lokal tid om over 12.000 nye smittetilfælde.
Det var langt over den hidtidige rekord på 6799, som blev sat 5. december.
I North Carolina er der blevet sat ind over for smittestigningen med restriktioner både i forhold til virksomheder og sociale aktiviteter.
Den demokratiske guvernør Ray Cooper har tirsdag sendt en bekendtgørelse ud, der kræver at indbyggere bliver hjemme mellem klokken 22.00 og 05.00.
Alle barer, restauranter og den øvrige detailhandel skal lukke klokken 22.00.
- For en måned siden var vi dybt bekymrede over at se de daglige smittetal på over 3000. Nu er vi chokerede over, at det tal er fordoblet med nogle daglige smittetal på over 6000, skriver Cooper på Twitter.
Også Californien og Washington er blandt de stater, hvor der er sat ind med en række restriktioner for at dæmme op for smitten.
Tirsdag var der dog også gode nyheder fra USA.
Sundhedsmyndighederne håber nemlig ifølge Reuters snart at kunne give grønt lys til en vaccine, så USA kan følge Storbritanniens eksempel og inden for kort tid begynde et større coronavaccinationsprogram.