Fortsæt til indhold
USA

Ny rapport advarer: 539.000 amerikanere kan dø med corona inden april

Det ventes at tage flere måneder, før vaccineringen af amerikanerne får en markant sundhedseffekt.

Flere virksomheder, heriblandt Pfizer og Moderna, rapporterer om meget lovende corona-vacciner, der er på vej. Men inden det kommer så vidt, at effekten af vaccinerne begynder at slå igennem, kan sundhedsvæsenet i USA komme under hårdt pres, skriver CNBC.

Ifølge en ny rapport, der er produceret i samarbejde mellem Institute for Health Metrics og University of Washington, kan antallet af coronadødsfald blive næsten fordoblet fra de nuværende 279.000 til 539.000 pr. 1. april næste år.

Problemet er, at det kommer til at tage tid, at få vaccinerne rullet ud. Og faktisk kommer de nye vacciner angiveligt kun til at modvirke, at 9.000 dør inden april. Og en hurtig vaccine-indsats mod de mest sårbare vil kun redde 14.000 liv yderligere.

»Massevaccinering betyder, at vi har en vej tilbage til normale forhold. Men inden da, er der nogle barske måneder forude,« siger Institute for Health Metrics direktør Christopher Murray til CNBC.

Direktøren peger på behovet for beskyttelse i de kolde måneder.

»Især på den nordlige halvkugle er det af største vigtighed, at regeringer begrænser retten til at samles og samtidig opretholder maskekravet. I den kommende vinter er der mange mennesker, der kan blive smittet med covid-19 og muligvis dø, inden vaccinerne er udrullet,« fastslår Christopher Murray.

I USA var der fredag registreret 227.800 coronasmittede, hvilket er ny rekord. Og 2.600 døde med corona ifølge data fra Johns Hophins-universitetet.

Verden rundt er de nye corona-vaccineringer så småt begyndt. Tusinder i Moskva begyndte fredag at registrere sig til at få et skud af Sputnik V - den russiske covid-19-vaccine. I Storbritannien har myndighederne givet en særgodkendelse til en vaccine udviklet af selskaberne Pfizer og Biontech. De første stik ventes til briter tirsdag i næste uge.

I Danmark vil myndighederne afvente en EU-godkendelse af vaccine, før vaccinen blivet sluppet løs.