Fortsæt til indhold
USA

Trumps valgmøder med tusinder fortsætter trods corona-rekord

Trumps kampagnestab fastholder retten til forsamlingsfrihed.

Disneyland er lukket ned. Store sportsarrangementer er aflyst. Store koncerter bliver ikke afviklet. Men Trumps valgmøder med tusinder af deltagere fortsætter, skriver ABC News.

Nogle af deltagerne i valgmøderne bruger ganske vist ansigtsmasker. Men ikke mange. Og en del masker sidder ikke forskriftsmæssigt med enten næsen fri eller under hagen.

USA's førende ekspert i smitsomme sygdomme, Anthony Fauci, er ikke imponeret af Trumps kampagnepolitik.

»Det er lige meget, hvem du er, eller hvor du er. Når mange mennesker er forsamlet og kun få bærer ansigtsbeskyttelse, så er der en oplagt smitterisiko. Det er videnskabeligt bevist,« siger Anthony Fauci til ABC.

Trumps kampagnestab siger til kritikken, at de har ret til forsamlingsfrihed - på lige fod med demonstranter i Black Lives Matter-bevægelsen. Og at håndsprit og masker bliver tilbudt tilhørerne til Trumps valgmøder.

Men i mange tilfælde deler Trumps vælgere præsidentens ubekymrede syn på pandemien.

69-årige Ysabel Benejam fra West Bloomfield i Michigan kørte i halvanden time til et Trump-rally i Lansing og ventede i mere end fire timer i næsten frostgrader for at se præsidenten.

»Jeg er på ingen måde bange. Vi er nødt til at vende tilbage til normale forhold,« siger Ysabel Benejam.

Pete Kingsley, 80 år og fra Strasburg i Pennsylvania, var med til Trumps vælgermøde i Lititz.

»Jeg tror, at virustruslen bliver overdrevet for at skade Trumps chance for et genvalg. Og for at ødelægge økonomien,« siger Pete Kingsley.

Præsident Donald Trumps søn, Donald Trump Jr., er sikker på, at advarslerne fra det amerikanske sundhedsvæsen er skudt langt over målet.

»Jeg bliver ved med at høre, at flere og flere bliver smittet. Men hvorfor taler ingen om antallet af døde med corona? Det er fordi, at der næsten ingen er. Fordi vi har fået styr på epidemien. USA er langt foran Europa på dette område,« citerer NBC News ham for at sige.

De seneste coronatal for USA viser 90.000 smittede, hvilket er ny rekord. Op mod 1.000 døde med corona torsdag.