Fortsæt til indhold
USA

Pentagon har offentliggjort ufo-videoer

Tre videoer med uidentificerede luftfænomener eller objekter er blevet offentliggjort af de amerikanske myndigheder.

Det amerikanske forsvarsministerium valgte natten til tirsdag dansk tid at offentliggøre tre videoer med uidentificerede objekter i luften - på engelsk "unidentified aerial phenomena (UAP),” omend de flere steder omtales som uidentificerede flyvende objekter med den mere kendte forkortelse "ufo".

En af videoerne stammer fra november 2004 og de to andre fra januar 2015. De er alle optaget af kampfly fra den amerikanske flåde.

Videoerne har allerede tidligere cirkuleret i offentligheden, efter de blev lækket på uatoriseret vis.

Det er på grund af denne historik, forsvarsministeriet allerede tilbage i september valgte at bekræfte ægtheden af optagelserne, og det er til dels også grunden til, at man nu går skridtet videre.

»Forsvarsministeriet offentliggør videoerne for at afklare eventuelle misforståelser i offentligheden, om hvorvidt videoerne er ægte eller ej, eller om der er mere til dem,« lyder begrundelsen nu for offentliggørelsen i en pressemeddelelse.

Pilot ved flåden Chad Underwood var en af dem, der blev vidne til episoden i 2004, som man kan se i et af klippene.

Hans kollega David Fravor havde allerede observeret det, som han senere har beskrevet som et »ovalt objekt, som accelererede på en måde, jeg aldrig før har set.«

Her er videoen kendt som "Gofast". Video: US Department of Defence

Ifølge Underwood var han derfor varskoet om at holde øje, da han gik i luften med sit fly. Han fik øje på det tilsyneladende samme objekt som Fravor, et objekt, der senere er døbt "tic-tac" på grund af dets form. Objektet kan ses i videoen øverst i artiklen.

»Det opførte sig ganske enkelt på måder, som ikke er normale for fysikken. For uanset om luftfartøjer er bemandede eller ubemandede, så er de stadig underlagt fysikkens love. De skal have en kilde til fremdrift og til opdrift. Det overholdt tic-tacen ikke,« har Underwood udtalt.

I den nye pressemeddelelse om videoerne skriver forsvarsministeriet, kendt som Pentagon, at »luftfænomenerne, som kan ses i videoerne, fortsat er karakteriseret som uidentificerede.«

Artiklens emner