Snowden gravede i CIA's arkiver efter viden om aliens. Her er, hvad han fandt
Den tidligere whistleblower havde adgang til hemmeligstemplede arkiver.
Der er mange konspirationsteorier om, at USA skjuler viden om væsener fra andre planeter. Men ifølge Edward Snowden, whistleblower og tidligere ansat ved de amerikanske sikkerhedstjenester CIA og NSA, har teorierne ikke noget på sig, skriver CNN.
Da han var ansat i sikkerhedstjenesterne, søgte han på viden om aliens i fortrolige databaser, som han havde adgang til. Og konklusionen blev, at den amerikanske regering ikke er vidende om intelligente, udenjordiske væsener.
»Efter min bedste overbevisning er der ikke tegn på, at aliens på noget tidspunkt har kontaktet Jorden. I hvert fald ikke, så det er blevet beskrevet af amerikanske efterretningskilder,« siger Snowden i sine seneste erindringer.
Snowden kan også afsløre, at den amerikanske månelanding rent faktisk har fundet sted.
»Hvis nogen skulle være i tvivl, jo - mennesket har virkelig været på Månen. Og klimaændringerne er også et faktum,« udtaler Snowden.
Snowden bor nu i Rusland i eksil. På spørgsmålet om hvorfor konspirationsteorierne er så sejlivede, har han et muligt svar.
»Måske har vi behov for at tro på konspirationerne, fordi de giver livet mening. Teorierne betyder, at nogen har styr på tingene - men blot holder dem hemmelige.«