Fortsæt til indhold
USA

Ufo-optagelsers ægthed bekræftet af den amerikanske flåde

»Det ukendte objekt accelererede på en måde, jeg aldrig før har set,« fortæller pilot.

Videooptagelser foretaget af amerikanske kamppiloter af uidentificerede flyvende objekter er nu blevet bekræftet officielt som værende genuine militæroptagelser af ukendte luftfartøjer, skriver The Independent.

Videooptagelserne har cirkuleret i en del år. Men nu er troværdigheden af optagelserne og deres indhold nu altså verificeret som værende "unidentified aerial phenomena (UAP)”.

I en officiel meddelelse fra den amerikanske flåde hedder det, at validiteten gælder tre videooptagelser, der har cirkuleret offentligt siden henholdsvis 2017 og 2018 kaldet "Go Fast", "FLIR1" og "Gimbal".

I en af videoerne ser man et ukendt objekt accelerere med en tilsyneladende ubegribelig hastighed. Samtidig foretager objektet manøvrer, der ligger uden for, hvad der er muligt med eksisterende amerikanske kampfly.

En talsmand for den amerikanske flåde, Joseph Gradisher, sagde i april i år, at kamppiloter jævnligt har observeret UAP'er siden 2014.

»Vi vil gerne forstå, hvad det er, der sker. Vi er nødt til at fastslå, hvem der gør det, hvor de kommer fra og hvad formålet er,« siger Joseph Gradisher.

I 2017 fortalte den nu pensionerede flådepilot David Fravor, hvordan han oplevede et møde med et ukendt fænomen i 2004, der efterlod ham mildest talt forbløffet.

Han nærmede sig i sin F/A-18F Super Hornet. Men »det ovale objekt accelererede på en måde, jeg aldrig før har set,« fortæller piloten.

David Fravors oplevelse fra 2004 hører sammen med en af de tre tidligere nævnte videoer.