Fortsæt til indhold
USA

FBI-chef advarer: Russerne er fast besluttede på at påvirke vores valg

Christopher Wray fortalte tirsdag under en høring i Senatet, at Rusland fortsat er en trussel mod USA's demokrati.

Rusland er fortsat en trussel mod det amerikanske valgsystem, og russerne er »fast besluttede« på at påvirke valgresultaterne i USA - herunder resultatet af det kommende præsidentvalg, som finder sted i 2020.

Det siger Christopher Wray, der er chef for USA's forbundspoliti FBI, ved en høring i Senatet.

»Min holdning er, at indtil de stopper, har vi ikke afskrækket dem nok,« siger han.

USA's præsident Donald Trump har tidligere fået en lovning fra Ruslands præsident Vladimir Putin på, at Rusland ikke har blandet sig i amerikanske valg. Et løfte, Donald Trump senere udtalte, at han stolede på.

Amerikanske efterretningstjenester såvel som særlig anklager Robert Muellers hold af efterforskere har dog identificeret russiske forsøg på at blande sig i amerikanske valg. Heriblandt præsidentvalget i 2016.

Robert Mueller skal onsdag vidne i Kongressen om hans dokumentation for indblanding fra Ruslands side. Her skal den tidligere FBI-chef forklare konklusionerne i Rusland-rapporten.

I sin rapport konkluderede Mueller, at der var »adskillige og systematiske bestræbelser« fra Ruslands side på at påvirke den amerikanske valgkamp i 2016. Den 29. maj holdt han et kort pressemøde, hvor han for første og indtil nu eneste gang udtalte sig offentligt om rapportens konklusioner. Her fastholdt han, at der var »talrige forsøg« fra russisk side på indblanden i det amerikanske valgsystem.

»Det er noget, der fortjener opmærksomhed fra enhver amerikaner,« lød det fra Mueller.

Donald Trump har konsekvent afvist, at hans valgkampagne fik nogen form for russisk hjælp til at vinde valget. Derimod har han med en kontroversiel udtalelse åbnet for at tage imod smuds om sin politiske modstander i præsidentvalgkampen i 2020 fra udenlandske magter.

»Jeg tror, at jeg ville høre det. Det er intet galt i at lytte. Det ville ikke være indblanding, hvis de har information,« sagde han i juni i et tv-interview med ABC News.

Christopher Wray har tidligere meldt ud, at han vil efterforske og retsforfølge enhver, der bedriver »informations-krigsførelse«, som Wray kalder det.

»Vores modstandere forsøger at undergrave vores land på vedvarende og regelmæssig basis, hvad enten det er valgsæson eller ej,« sagde FBI-chefen sidste år.