Annonce
USA

Førstedame støtter basketstjerne efter hån fra Donald Trump

Melania Trump overvejer at besøge basketballstjernen LeBron James' nyåbnede skole i Ohio.

USA's førstedame, Melania Trump, bakker op om basketballstjernen LeBron James, som præsident Donald Trump lørdag langede ud efter.

Det oplyser Melania Trumps talskvinde, Stephanie Grisham, ifølge nyhedsbureauet AP.

- Det ser ud til, at LeBron James gør gode ting på vegne af vores næste generation, udtaler førstedamen.

Lørdag sendte præsident Trump en sviner efter den 33-årige NBA-stjerne.

LeBron James (th.) får støtte fra Donald Trumps kone. Arkivfoto: Tony Dejak/AP
Det skete, efter at LeBron James havde deltaget i et tv-interview med CNN. Interviewet blev oprindeligt vist mandag, men genudsendt på tv-stationen fredag aften.

I interviewet udtalte James, at præsidenten ifølge ham bruger sport og sportsudøvere til at skabe splid i befolkningen.

En bemærkning, der fik Donald Trump til tasterne.

- LeBron James er netop blevet interviewet af den dummeste mand på tv, Dom Lemon. Han fik LeBron til at se klog ud, hvilket ikke er let. Jeg kan lide Mike, skrev præsidenten på favoritmediet Twitter.

Trump i ny Twitter-krig: Hånede verdensberømt basketstjerne

Den sidste del af opslaget var en reference til, at Trump foretrækker en anden basketballstjerne over LeBron James, nemlig Michael Jordan.

Men heller ikke Michael Jordan er på præsidentens side.

- Jeg støtter L.J. (LeBron James, red.). Han gør et fantastisk arbejde for sit lokalsamfund, skriver den tidligere storspiller på Twitter.

LeBron James har for nylig åbnet en skole i hjembyen Akron i Ohio. Skolen, der har fået navnet "I Promise School", skal blandt andet hjælpe udsatte børn.

Melania Trump overvejer at besøge den nyåbnede skole, oplyser hendes talskvinde:

- Som I ved, har Melania Trump rejst landet og verden rundt for at tale med børn om deres velbefindende, sundhed og vigtigheden af ansvarlig opførsel på nettet.

- I den forbindelse besøger førstedamen organisationer, hospitaler og skoler, og hun er åben for at besøge I Promise School i Akron.

Det er ikke første gang, at Donald Trump og LeBron James ryger i totterne på hinanden. Tidligere har basketballspilleren kritiseret præsidenten for håndteringen af amerikanske sportsfolks protester mod politivold mod sorte i USA.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
USA
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Test: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten
Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her