USA

Trump antyder FBI-muldvarp på hans kampagnehold

Det er den største politiske skandale nogensinde, hvis FBI placerede en muldvarp på kampagnehold, siger Trump.

Den amerikanske præsident antyder, at FBI rekrutterede en informant eller plantede en muldvarp på hans kampagnehold før præsidentvalget i 2016.

Donald Trump skriver på Twitter:

- Hvis det er sandt - den største politiske skandale nogensinde!

Den tidligere New York-borgmester Rudolph Giuliani, som i dag er en af Trumps advokater, lægger hurtigt en dæmper på den opsigtsvækkende melding.

- Jeg ved ikke med sikkerhed, og det gør præsidenten heller ikke, om der virkelig har været en, siger Giuliani til CNN.

Den tidligere borgmester fortæller, at "vi over en periode har fået at vide, at der er sket en eller anden form for infiltrering".

- På et tidspunkt troede præsidenten, at der var tale om aflytning, siger Rudolph Giuliani.

Hverken Trump eller Giuliani fremlægger beviser eller indikationer på, at myndigheder skulle have blandet sig under valgkampen.

I forbindelse med særlig anklager Robert Muellers efterforskning af mulige forbindelser mellem Trumps kampagne og Rusland har Trumps folk påstået, at ansatte i justitsministeriet forsøger at undergrave hans styre.

Trump har nægtet, at han skulle have indgået hemmelige aftaler med russerne. Han kalder Muellers undersøgelse for en heksejagt. Rusland har også afvist.

Glenn Simpson, som leder en konsulentvirksomhed i Washington, og som ansatte den tidligere britiske spion Christopher Steele til at undersøge Trumps mulige forbindelser til Rusland, har i et senatsudvalg sagt, at dele af det indsamlede materiale kom fra "menneskelige efterretningskilder".

Simpson sagde dog ikke noget, der kunne antyde, at amerikanske myndigheder skulle have placeret en muldvarp.

FBI har ikke ønsket at kommentere sagen.

Republikanere kræver, at hemmeligstemplede dokumenter om en påstået informant skal lægges frem. Det har justitsministeriet afvist.

/ritzau/Reuters

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Om temaet

Den 8. november 2016 vælges den næste amerikanske præsident. Jyllands-Posten dækker valgkampen.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her