Fortsæt til indhold
USA

London-kirurg kalder Trumps knivkommentar for latterlig

I sin tale ved NRA’s årsmøde gav Trump udtryk for, at skydevåben er løsningen på Londons knivproblemer.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, talte dunder mod dem, som vil fjerne amerikanernes ret til bære våben, i sin tale ved den amerikanske våbenlobby NRA’s (National Rifle Association) årsmøde.

Samtidigt forsikrede Trump til stående bifald, at så længe han er præsident, vil der ikke blive pillet ved Den Anden Forfatningsændring, også kendt som "second amendment," der giver amerikanerne ret til at bære våben.

I talen argumenterede Trump for, at hvis man skulle forbyde skydevåben, så skulle man også forbyde større køretøjer og biler, da de også bliver brugt som våben af terrorister.

Herefter rettede han en kommentar imod London, hvor han bl.a. pointerede, at våben er en del af løsningen på problemet med knivstikkeri i byen.

Du kan høre kommentaren i videoen foroven

»Jeg har for nylig læst en historie fra London, som har utroligt hårde regler for skydevåben, der fortæller om et tidligere meget prestigefyldt hospital, lige i midten (af London, red.), der nu er som en krigszone med mange forfærdelige sår fra knivstikkeri,« sagde han og fortsatte:

»Ja, det er rigtigt - de har ikke våben, de har knive, og derfor er der blod på alle etager på dette hospital. De siger, at det er lige så slemt som i en krigszone.«

Ifølge The Guardian refererer Trump til en historie fra Martin Griffiths, en ledende kirug ved Royal London Hospital, der har lavet paralleller mellem ofrene for knivstikkeri og scener fra et militærhospital.

En kollega til Griffiths, professor Karim Brohi, der ligeledes er kirug Royal London Hospital, kalder Trumps knivudtalelser for latterlige.

»Vi kan alle gøre mere for at bekæmpe denne vold, men at foreslå våben som en del af løsningen er latterlig. Skudsår er mindst dobbelt så dødelige som knivskader og vanskeligere at lappe sammen,« siger han til den engelske avis.

Samtidig nævner han et program, som Royal London Hospital driver i samarbejde med britisk politi, hvor man fokuserer på at nedbringe antallet af gengangere med knivstik.

Programmet har ifølge Brohi nedbragt antallet af tilbagevendende knivofre fra 45 pct. til bare 1 pct.

Også Griffiths er kommet på banen og har på Twitter inviteret Trump til den engelske hovedstad til en præsentation af deres arbejde med at nedbringe antallet knivofre.

Formand for Storbritanniens komité for vold begået med kniv i parlamentet, Sarah Jones, fortæller til nyhedsbureauet AP, at Trump har ret i, at London har problemer med knivstikkeri, men »at problemerne med knivstikkeri ikke er i nærheden af de problemer, som USA oplever med skydevåben.«

Artiklens emner
NRA