Facebook bad hospitaler udlevere oplysninger om deres patienter
Patientoplysningerne skulle bruges i et forskningsprojekt og matches med Facebooks egne brugeroplysninger.
Skal Facebook hjælpe sundhedssektoren med at behandle syge mennesker?
Det mener Facebook selv, at de skal, og derfor har de ifølge det amerikanske medie CNBC været i kontakt med adskillige amerikanske hospitaler for at få dem til at udlevere oplysninger om deres patienter.
Ideen var ifølge Facebook selv, at sammenholde informationer om de mest sårbare patienters medicinske tilstand med Facebooks egne data om økonomiske og sociale forhold for på den måde at finde ud af hvilke patienter, der havde særlig brug for behandling.
Oplysninger som Facebook ville indhente kunne f.eks. være: 50-årig mand, lider af en hjertesygdom, tager to former for medicin og har været på hospitalet 3 gange inden for det seneste år. Det skulle så kombineres med Facebooks egne oplysninger såsom: Gift mand med 3 børn, taler et andet sprog end engelsk og sender mange beskeder.
Facebook endte dog som bekendt i lidt af et stormvejr, da Cambridge Analytica-skandalen ramte og såede tvivl om etikken bag deres datahåndtering, og projektet er derfor sat i bero ind til videre.
»Arbejdet har ikke bevæget sig ud af planlægningsfasen, og vi har ikke modtaget, delt eller analyseret nogen menneskers data,« siger en talsperson fra Facebook til CNBC.
Dog har mediegiganten så sent som i sidste måned været i kontakt med flere sundhedsorganisationer som bl.a. Stanford Medical School og American College og Cardiology med henblik på at lave aftaler om dataudveksling. Mediet mener stadig, at der ligger et stort potentiale i metoden.
»Medicinalindustrien har længe haft forståelse for, at der er sundhedsmæssige fordele ved at have tætte forbindelser til familie og venner. Bedre forskning på området kunne hjælpe professionelle i branchen og udvikle specifikke behandlingsformer og gribe ind i tide i de situationer, hvor sociale forbindelser spiller en rolle,« skrev en talsmand fra Facebook til CNBC.
Facebook foreslog yderligere at anonymisere patienterne og skifte deres navne ud med koder. Kritikere mener dog ikke, at det ville gøre den store forskel, da patienter og Facebook-brugere ikke har givet tilsagn til, at deres oplysninger bruges til formålet.
Det er ulovligt for læger i både Danmark og USA at videregive oplysninger om deres patienter.