Fortsæt til indhold
USA

Donald Trump lufter ide om at bevæbne lærere for at stoppe skoleskyderier

Præsidenten antydede også, at hans regering vil hæve aldersgrænsen for våbenkøb.

SAN FRANCISCO - USA’s præsident Donald Trump luftede onsdag en ide om, at stoppe skoleskyderier ved at bevæbne lærere.

»Vores skoler er sårbare mål. Vi er nødt til at give dem mere beskyttelse, så en potentiel morder ved, at dette ikke kommer til at ske. Jeg tror, at vi er nødt til at komme i gang med det samme,« sagde præsidenten under en følelsesladet lyttemøde onsdag med elever, der overlevede skolemassakren på Stoneman Douglas High School, og deres forældre.

14 elever og tre lærere døde i angrebet, der er den mest dødelige skoleskyderi i USA siden 2012, da 26 blev skudt ned på Sandy Hook skolen i Connecticut, og tidligere elev, 19-årige Nikolas Cruz, er blevet tiltalt for 17 tilfælde af overlagte mord.

Trump sagde, at en mulig løsning kunne være at tillade bestemte lærer og ansatte på skoler at bære våben under tøjet.

»En våbenløsning ville indlysende kun være for dem, som er meget dygtige. Og indlysende skulle våbnene være skjulte. Og de (skolerne) ville ikke længere være våbenfri zoner,« sagde han.

Præsident Trump hilser på Julia Cordover, elevformand på Marjory Stonemand Douglas High School, hvor 17 i sidste uge blev dræbt i et masseskyderi. Foto: AP/Carolyn Kaster

Præsidenten antydede også, at hans regering vil presse på for at forhøje aldersgrænsen for, hvornår en amerikaner kan købe et våben, ligesom der indføres et langt bedre baggrundstjek, før et køb kan finde sted.

»Baggrundstjek vil blive meget stramme,« sagde præsidenten.

Trump anerkendte, at ideen om at bevæbne lærere var kontroversiel og spurgte deltagerne på mødet, hvor mange der støttede det. Flere rakte hånden op. Men flertallet var imod.

Der er også flere fremtrædende personer i Trump eget parti, der er imod. En af dem er den Florida-valgte Republikaner, Marco Rubio.

Ved et stort debatmøde i Florida onsdag aften med omkring 7.000 deltagere, blev han konfronteret af en lærer, Ashley Kurth, fra Stoneman Douglas High, som spurgte ham, om det var tanken, at hun skulle gå rundt med en pistol spændt til benet eller have et våben liggende i sit lærerkateter.

»Jeg er Republikaner. Jeg stemte på Trump. Jeg støtter retten til at bære våben. Men hvordan skal jeg kunne fortsætte sådan,« spurgte Kurth, som under angrebet skjulte 65 elever i sit klasseværelse.

Rubio sagde, at det skulle hun ikke. Han ønskede heller ikke, at hans børn skulle gå i en skole, hvor lærere er bevæbnet.

»Men ud over det, er der også et praktisk problem. Forestil jer, at politiet rykker ind i en bygning, og finder en person med et våben i hånden.... Vi ønsker ikke en ny tragedie.«

En AR-15 riffel er blevet det foretrukne våben for attentatmænd ved masseskyderier. Foto: AP/Lisa Marie Pane

Også Scott Israel - sheriffen fra Broward County, der i sidste uge rykkede ud for at håndtere massakren – er imod.

»Jeg mener ikke, at lærere skal være bevæbnet. Jeg mener, at lærere skal undervise. Det er præcist, hvad der er galt med dette land: Folk i Washington fortæller lærere, hvad de skal gøre, uden at spørge lærere, hvad de ønsker at gøre,« sagde Israel og fremhævede en række initiativer, som han ser som nødvendige for at forhindre skoleskyderier, herunder at forbyde salg at semiautomatiske rifler.

»Når der er noget, der ikke virker, så lad os gøre noget anderledes, lad os sikre, at der er færre våben på gaden,« sagde han.

USA’s stærke våbenlobby, National Rifle Association (NRA), har ikke reageret på Trumps ide, men afviste i en udtalelse forslaget om at hæve aldersgrænsen for våbenkøb.

»Lovforslag, som forbyder lovlydige vokse i alderen 18-20 år fra at købe rifter og geværer, forhindre dem reelt fra at købe nogen form for våben og frarøver dem fra deres forfatningssikrede ret til at kunne beskytte sig selv.«