USA

Nedtælling: Det Hvide Hus beder ministerier forberede sig på en ny betalingsstandsning

Kongressen kæmper for at nå en ny budgetaftale inden deadline ved torsdag midnat.

Den Republikanske leder i Repræsentanternes Hus, Paul Ryan (th.), der her ankommer til et pressemøde, sagde torsdag, at han tror, at kammeret vil bakke budgetaftalen op. Foto: AP/Jacquelyn Martin

SAN FRANCISCO – USA’s Kongres er i en hektisk kamp for at vedtage en vidtrækkende, tværpolitisk budgetaftale for de kommende to år, inden det nuværende budget udløber torsdag ved midnat.

Aftalen er af Senatets ledere blevet fremhævet som en betydelig tværpolitisk præstation.

Men i Repræsentanternes Hus er den kommet i stiv modvind fra republikanske budgethøge, fordi aftalen vil øge den nationale gæld med en halv billion dollars – altså 500.0000 millioner. Demokraterne i Huset er også frustrerede, fordi aftalen ikke forholder sig til USA’s omkring 700.000 drømmere; børn af migranter, der er bragt ulovlig til USA af deres forældre og fra 5. marts mister deres beskyttelse mod deportation.

I en dramatisk udstilling af dette holdt Husets demokratiske mindretalsleder, Nancy Pelosi, onsdag en maratontale på otte timer.

Demokraternes leder i Repræsentanernes Hus, Nancy Pelosi, holdt en tale, som varede i otte timer. Foto: AP/Steven Senne

Aftalens skæbne er derfor usikker, når Huset skal stemme om den.

Forinden skal den igennem Senatet. Selvom den her tilsyneladende har støtte fra begge sider af kammeret, blev afstemningen torsdag trukket ud som følge af modstand fra Republikaneren Rand Paul, der ligeledes er indædt imod en forhøjelse af det nuværende statsgældsloft.

»Det var ikke det, som jeg kom til Washington for,« sagde han i en tale i Senatet. Han beskyldte også sine partikollegaer for hykleri, fordi de nu går vil gå med til noget, som de højlydt kritiserede under tidligere præsident Barack Obama.

Forsinkelsen øgede sent torsdag risikoen for en ny betalingsstandsning. Ifølge CNN har Det Hvide Hus givet ministerier besked på at forberede sig på, at det vil ske. Det er kun tre uger siden, at dele af det føderale statsapparat sidst var nødt til at lukke ned som følge af et politisk splittet Kongres. Dengang varede det tre dage, inklusiv en weekend.

Budgetaftalen, der ligger på bordet, vil sikre det amerikanske forsvar 300 mia. dollars ekstra de kommende år. Den sætter samtidig flere penge af til de stater, som i 2017 blev ramt af oversvømmelser, orkaner og storbrande. Men måske vigtigst af alt, giver den det føderale statsapparat penge til at holde butikken åben efter midnat torsdag.

Husets republikanske flertalsleder, Paul Ryan, har indikeret, at han er villig til at komme demokraternes krav i møde og tillade en afstemning om migration i Huset; det har regeringspartiet hidtil blokeret, fordi det også er et emne, der splitter republikanerne.

Desuden har Husets republikaner tidligere gået på kompromis med deres modstand om at øge den nationale gæld, da de sidste år støttede en skattereform, der ventes at skabe et hul i statskassen på 1,5 billioner dollars.

»Jeg tror, at aftalen vil blive stemt igennem,« udtalte Ryan torsdag til BBC Radio.

Præsident Donald Trump øgede i et tweet onsdag også presset på begge sider i Huset.

»Budgetaftalen er meget vigtig for vores storartede militær. Det afslutter den farlige cyklus (af korte budgetforlængelser) og giver forsvarsminister Mattis ressourcerne til at fastholde Great America. Republikanere og demokrater må støtte vores tropper og støtte dette lovforslag,« skrev han.

Hvis aftalen på 650 sider bliver vedtaget, er den det første langsigtede budget, der er vedtaget under præsident Trump.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Campingtendenser 2018: Vi skal lære at sige glamping
Eksperten Anne-Vibeke Isaksen fortæller om aktuelle campingtendenser og viser vej til nogle af de mest specielle og spændende campingpladser, det er værd at besøge i Danmark og Europa i 2018. 
Se flere
Fyld din bolig med stærke Wi-Fi-signaler
Måske skal du have en Mesh-router – i hvert fald hvis du har en stor bolig. Router-typen er det nye, hotte inden for trådløse netværk. Her hjælper vi dig med at sikre Wi-Fi ud i den fjerneste krog. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her