Fortsæt til indhold
USA

Trump »vil elske« betalingsstandsning, hvis Kongressen ikke fikser indvandrerlovgivning

48 timer: Washington tæller ned til ny betalingsstandsning.

SAN FRANCISCO - Washington tæller igen timerne frem mod en ny betalingsstandsning, med mindre et splittet Kongres formår at nå til enighed om en ny budgetforlængelse.

Deadline er torsdag midnat, og præsident Donald Trump har på forhånd gjort det klart, han foretrækker en nedlukning, frem for at godkende en aftale uden en indvandrerreform og penge til en mur på grænsen til Mexico.

»Hvis vi ikke ændrer lovgivningen og fjerner de kattelemme, som tillader, at mordere kommer ind i vores land og fortsætter med at slå ihjel (…). Hvis vi ikke ændrer det, så lad os få en betalingsstandsning,« sagde Trump tirsdag fra Det Hvide Hus – en henvisning til den hårdkogte bande kaldet MS-13, som primært består af sydamerikanske migranter eller børn af migranter.

»Jeg vil elske at se en betalingsstandsning, hvis vi ikke kan få taget hånd om de ting. Hvis vi er nødt til at få en betalingsstandsning, fordi Demokraterne ikke ønsker sikkerhed… så lad os få en betalingsstandsning,« fortsatte præsidenten.

Det er kun tre uger siden, at dele af det føderale statsapparat sidst lukkede ned i tre dage som følge af, at Kongressens medlemmer ikke kunne blive enige om en budgetforlængelse.

Både Republikanere og Demokrater har udtrykt tillid til, at de denne gang kan komme i mål med en aftale inden deadline.

Men med bare to dage igen er stadig uklart, hvordan det præcist skal ske.

Republikanere i Repræsentanternes Hus stemte tirsdag sit eget forslag igennem uden Demokratisk opbakning. Og i Senatet er den Republikanske flertalsleder Mitch McConnell og den Demokratiske mindretalsleder, Shuck Schumer, langt i forhandlingerne om et kompromisforslag, som åbner for større offentlig forbrug, men samtidig sætter flere penge af til militæret, hvilket også er et krav fra Trump.

»Jeg er glad for at kunne fortælle, at der fortsat er fremskridt i vores tværpolitiske samtaler,« lød det tirsdag fra McConnell.

En Senatsaftale skal dog også godkendes i Huset, hvor mange Republikanere ikke vil være glade for at støtte øget offentligt forbrug. Omvendt Husets forslag godkendes i Senatet med mindst 60 stemmer, og Republikanerne har selv kun 51.

Der er også forvirring om, hvad præsidenten præcist mente med sin udtalelse om at foretrække en betalingsstandsning.

Trump har krævet store stramninger i mulighederne for lovlig indvandring til USA samt øget grænsesikkerhed, herunder med en mur på grænsen til Mexico. Til gengæld har han åbnet for, at børn af illegale indvandrere, der er vokset op i USA som amerikanere, på sigt kan opnå statsborgerskab, hvilket er et stort Demokratisk krav.

Men det er slet ikke en del af de budgetforlængelser, som Kongressen nu diskuterer.