Russiske og syriske kilder efter formodet gasangreb: »Det var ikke os«
Fordømmelsen regner ned over det syriske styre efter formodet gasangreb. Propaganda, lyder det fra Syrien.
Noget er efter alt at dømme sket. Noget yderligere end bomberegnen, som mange i Syrien er blevet vant til.
Ifølge overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder var det et angreb med kemiske våben, som tirsdag ramte byen Khan Sheikun i den nordvestlige provins Idlib.
Mindst 58 personer skal være blevet dræbt, blandt dem 11 børn. Men andre kilder sætter drabstallet til et sted mellem 67 og 100 og op mod 300 sårede.
»De dræbte havde skum, som kom ud af munden, og en blålig farve under øjnene. Deres kroppe var helt kolde,« fortæller menneskeretsaktivisten Abd Alkader Habak til SVT.
Han kom til Khan Sheikun kort tid efter det formodede gasangreb og befandt sig på byens hospital, da det efterfølgende blev bombarderet.
Overvågningsgruppen oplyser også, at vidner har fortalt, at ofrene udviste tegn på kvælning eller faldt besvimede om.
Og mens EU's udenrigschef Federica Mogherini, giver Syriens regime skylden for angrebet, afviser en militærkilde kategorisk over for Reuters, at den syriske hær skulle gøre brug af kemiske våben.
For hæren »har ikke brugt og bruger dem ikke, ikke i fortiden og ikke i fremtiden, fordi den overhovedet ikke har dem,« lyder det fra kilden, som kalder det for propaganda fra oprørerne.
Også til nyhedsbureauet AFP oplyser en kilde fra den syriske sikkerhedstjeneste, at oplysningerne om et gasangreb er falske.
Samtidig fastholder det russiske forsvarsministerium, at russiske styrker ikke har fortaget luftangreb i området.
Det syriske styre, som i 2013 underskrev Konventionen om Kemiske Våben og gav afkald på sit kemiske arsenal, er ved flere lejligheder blevet beskyldt for at bruge kemiske våben. Bl.a. fastslog menneskeretsorganisationen Human Rights Watch, at den syriske hær benyttede klorgas under slaget om Aleppo fra november til december sidste år.
Også Islamisk Stat blevet beskyldt for at have brugt kemiske våben adskillige gange i Syrien og Irak.
Angrebet sker samme dag, som en konference om fremtiden for Syrien og de syriske flygtninge begynder i Bruxelles, og fordømmelsen har ikke overraskende været voldsom.
Frankrigs udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault, har kaldt angrebet for »monstrøst,« og har samtidig indkaldt FN's Sikkerhedsråd til et hastemøde. Den tyrkiske udenrigsminister Mevlüt Çavusoglu kaldte det en forbrydelse mod menneskeheden.
Den britiske udenrigsminister Boris Johnson skriver på Twitter:
»Rædselsvækkende oplysninger om angreb med kemiske våben i Idlib Syrien. Episoden skal efterforskes og gerningsmændene stilles til ansvar.«
Og Organisationen for Forbud mod brug af Kemiske Våben (OPCW) siger i en udtalelse, at man er »alvorligt bekymret« over det formodede gasangreb og er ved at undersøge sagen nærmere.
Den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA) skriver på Twitter:
»Rystende rapport om kemisk angreb i Idlib. Uacceptabelt, skal undersøges, og de ansvarlige stilles til ansvar.«