Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Saudi-Arabien: Iran-aftale kan starte atomkapløb i Mellemøsten

En atom-aftale mellem Iran og USA kan få store konsekvenser, lyder det.

Hvis ét land har mulighed for at udvikle atomkraft, skal alle lande have mulighed for det.

Sådan siger et højstående medlem af den royale familie i Saudi-Arabien i forbindelse med de igangværende forhandlinger om en atomaftale med Iran.

Seks lande, USA, Storbritannien, Rusland, Kina, Frankrig og Tyskland, er i øjeblikket i gang med at forhandle en aftale på plads med Iran, der vil begrænse landets atomudvinding, men ikke stoppe det helt.

Aftalen skal bl.a. sikre, at Iran ikke udvinder atom til at lave atomvåben, som flere aktører, heriblandt USA og Saudi-Arabien, har udtrykt bekymring for.

Alligevel giver forhandlingerne alt andet end ro i Saudi-Arabien. Samtidig kan en atomaftale med Iran blive startskuddet til en kapløb om atomudvinding i både Mellemøsten og resten af verden, lyder det fra den magtfulde royale familie i Saudi-Arabien.

"Jeg har altid sagt, at lige meget hvad der kommer ud af de forhandlinger, vil vi have det samme. Hvis Iran får mulighed for at udvinde uran til et bestemt niveau, er det ikke kun Saudi-Arabien, der vil bede om det samme. Hele verden vil være åben til at gå den vej uden nogen forhindringer," siger prins Turki al-Faisal til BBC om de aktuelle atomforhandlinger.

Og noget tyder på, at Saudi-Arabien er klar til at handle med mere end ord.

I sidste uge underskrev landet en atom-samarbejdsaftale med Sydkorea med planer om at undersøge mulighederne for at bygge to atom-reaktorer i Saudi-Arabien. En aftale, der har vakt bekymring i USA.

Samtidig har Saudi-Arabien underskrevet en aftale med Kina, Frankrig og Argentina med intentionen om at bygge 16 atomkraftreaktorer i løbet af de næste 20 år.

USA og udenrigsminister John Kerry har tidligere forsøgt at berolige Saudi-Arabien og andre lande i Golf-regionen med, at USA ikke vil acceptere en aftale med Iran, med mindre det forhindrer Iran i at udvikle atomvåben.

Alligevel er landene i regionen fortsat bekymret, bl.a. på grund af den iranske involvering i konflikter som i Irak, hvor iranske militser hjælper de irakiske styrker i kampen mod IS.