Fortsæt til indhold
USA

Obama om republikaneres brev til Iran: "Jeg er flov over dem"

Barack Obama kritiserer kraftigt amerikansk brev til Iran om atom-aftale.

Massiv kritik har haglet mod 47 republikanske senatorer, efter de i et åbent brev har advaret Irans ledere om at indgå en atomaftale med USA.

Nu fortsætter uvejret efter hårde ord fra den amerikanske præsident, Barack Obama.

Den demokratiske præsident mener, at brevet viser disrespekt for præsidentembedet og giver det følsomme diplomati mellem USA og Iran problemer.

"Jeg er flov over dem (de republikanske senatorer, red.). De adresserer et brev til ayatollahen - den ypperste leder af Iran, som de påstår er vores fjende - med hovedargumentet "Lad være med at lave en aftale med vores præsident. Man kan ikke stole på, at han gennemfører aftalen". Det er tæt på at være uden fortilfælde," siger han i et interview med Vice News.

I brevet skriver senatorerne bl.a. til de iranske ledere, at en aftale om atomvåben med præsident Barack Obama kan blive annulleret efter næste valg, når en ny præsident indtager Det Hvide Hus.

"Det har nået vores opmærksomhed, mens vi har observeret jeres atomforhandlingerne med vores regering, at I måske ikke helt har forstået vores konstitutionelle system. Alt, der ikke er blevet godkendt af Kongressen, er blot en overordnet aftale. Den næste præsident kan tilbagekalde sådan en aftale med et pennestrøg, og den kommende Kongres kan ændre betingelserne for aftalen på ethvert tidspunkt," står det bl.a. i brevet, der kan ses her.

Det har bl.a. fået vicepræsident Joe Biden til at tordne mod brevet, mens også rådgivere i Det Hvide Hus har givet udtryk for deres forargelse.

Irans ayatollah har responderet brevet ved at sige, at den slags "bagholdsangreb" fra amerikanske politikere er et eksempel på de "tricks og bedrag" fra Washington, som gør Iran bekymret.

Samtidig har Irans udenrigsminister afvist brevet som "et propagandatrick" uden "juridisk værdi".

På trods af brevet slår Barack Obama fast, at han fortsat vil arbejde hårdt for at lave en atomaftale med Iran.

Brevet er blevet underskrevet af flere potentielle præsidentkandidater fra Republikanerne, heriblandt Ted Cruz, Marco Rubio og Rand Paul. Syv republikanske senatorer valgte ikke at underskrive.