Endnu en mand anholdt efter mulig terrorhændelse nær Buckingham Palace
Fredag blev en 26-årig mand bevæbnet med et 120 cm langt sværd anholdt.
Britisk politi har foretaget endnu en anholdelse i en sag, der efterforskes som mulig terror.
Det oplyser Metropolitan Police på sin hjemmeside.
En 30-årig mand er søndag blevet anholdt på en adresse i det vestlige London som led i efterforskningen af en episode, der skete i nærheden af Buckingham Palace fredag aften.
Her blev to betjente såret, da de ville anholde en 26-årig mand, efter at have observeret et stort knivlignende våben i mandens bil.
Ifølge politiet viste det sig ved nærmere eftersyn at dreje sig om et 120 cm langt sværd. Manden, der kommer fra Luton ca. 50 km nord for London, skulle gentagne gange have råbt "Allahu akbar", der betyder "Gud er størst" på arabisk.
Efter anholdelsen måtte de to betjente behandles på hospitalet for mindre skader. Ingen andre kom umiddelbart til skade under episoden.
Lørdag morgen meddelte politiet, at hændelsen blev efterforsket som mulig terror.
»Jeg vil gerne hylde de modige og professionelle betjente, der hurtigt fik denne hændelse under kontrol. Deres årvågne, brave og kvikke respons viser, hvordan vores betjente beskytter offentligheden i disse tider,« sagde Dean Haydon, leder af antiterrorenheden i Metropolitan Police, i en udtalelse på politiets hjemmeside.
I første omgang lød det fra politiet, at manden formentlig havde handlet på egen hånd.