Fortsæt til indhold
Europa
Artiklen opdateres

Politiet i Dortmund: Der blev brugt "alvorlige sprængstoffer"

Politiet i Dortmund mener, at der blev brugt "alvorlige sprængstoffer" ved aftenens angreb mod en spillerbus.

/ritzau/

I alt tre bomber er sprængt, bekræfter politiet i Dortmund.

Der blev formentlig brugt ”alvorlige sprængstoffer” ved aftenens angreb, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Sprængstofferne kan muligvis have været skjult i en hæk i nærheden af en parkeringsplads.

Dortmunds Marc Bartra blev såret i armen ved eksplosionen. Foto: Michael Sohn/AP

I en pressemeddelelse oplyser politiet i Dortmund, at eksplosionerne fandt sted kort før klokken 19.00. Det skete i Wittbräucker Straße knap ti kilometer fra stadion ved spillernes hotel.

- Kort efter afgang med Borussia Dortmunds spillerbus fra hotellet til stadion fandt hændelsen sted, skriver fodboldklubben ifølge Reuters i en pressemeddelelse.

Ifølge politiets foreløbige oplysninger skal bussens vinduer være helt eller delvist sprængt i stykker.

Dortmunds Marcel Schmelzer taler med politiet efter eksplosionen ved spillernes bus. Foto: Martin Meissner/AP

Det er dog uvist, hvorfor eksplosionerne har fundet sted, tilføjes det i pressemeddelelsen.

Fodboldklubben oplyser på Twitter, at spillerne er i sikkerhed, og at der ingen fare er hverken ved eller på Signal Iduna Park, som stadion hedder.

Stedet, hvor eksplosionerne ramte, er afspærret.

I et andet tweet beder klubben fans om at vente på officielle oplysninger og afstå fra at bringe rygter og spekulationer videre.

- Det vil virkelig være en hjælp, tilføjer Borussia Dortmund.

Dortmund stod til at møde AS Monaco i kvartfinalen i Champions League.

Dortmundspillerne står uden for holdets hotel efter eksplosionen. Foto: Martin Meissner/AP

Fodboldklubben takker rivalerne, der skulle have spillet på udebane, for deres opbakning.

- Tak for jeres tålmodighed og forståelse og jeres ”Dortmund, Dortmund”-tilråb, kære Monaco-fans, skriver det tyske bundesligahold på Twitter.

Men kampen er nu blevet aflyst og udskudt til onsdag, hvor spillerne skal på banen klokken 18.45.

De mange tilskuere er tirsdag aften ved 21-tiden ved at forlade stadion.

Det foregår ifølge politiet i god ro og orden.

- Forbilledligt! Tak!, skriver politiet på Twitter.