Fortsæt til indhold
Europa

Forskere eksperimenterede på mennesker: Børn blev behandlet med moderkageceller

»Man kan ikke udelukke, at nogle er døde for tidligt,« lyder det om behandlingen af de syge.

Det svenske Karolinska Instituttet og Karolinska Universitetshospitalet har allerede haft én skandale på nakken, og nu tyder noget på, at endnu én er under opsejling.

Svenska Dagbladet kan onsdag afsløre, at mindst 68 patienter, heraf flere børn, er blevet behandlet med celler fra moderkager. En behandling, som hverken er blevet testet på dyr, eller der er givet tilladelse til.

Behandlingerne er blevet udført fra 2011 til efteråret 2016 på alvorligt syge personer, som har gennemgået en knoglemarvstransplantation og efterfølgende er blevet ramt af komplikationer.

Professor i klinisk stamcelleforskning på Karolinska Instituttet (KI) Katarina Le Blanc vurderer, at sagen er værre end Macchiarini-sagen. Den italienske kirurg Paolo Macchiarini indopererede kunstige luftrør i patienter, selv om proceduren ikke var testet på større dyr, og den nødvendige tilladelse manglede.

»Det er samme tankefejl, men her handler det om mange flere patienter, og det har stået på systematisk i mange år. Man har givet vildledende oplysninger,« siger Katarina Le Blanc til Svenska Dagbladet.

»Patienterne er blevet udsat for store risici, og man kan ikke udelukke, at nogle er døde for tidligt.«

Blandt nogle af de mulige negative konsekvenser af behandlingen er blodpropper, dannelsen af svulster, og at kroppen afstøder cellerne.

KI igangsatte en intern undersøgelse af forskningsprojektet i 2016. Her blev de ansvarlige forsvaret, men det blev samtidig fastslået, at dokumentationen var så elendig, at man ikke kunne konkludere på behandlingens effekt.

I sommer besluttede KI så at undersøge, om der er tale om videnskabelig uredelighed, og projektet er blevet meldt til Det Centrale Etikprøvningsnævn. Behandlingerne er stoppet.

»Det er utilfredsstillende, og det kræver et stort oprydningsarbejde at gøre noget ved det. Vi må have større orden og klarhed, og på den måde minder det her om Macchiarini-sagen, men ikke i andre henseender,« siger cheflæge Nina Nelson Follin, som er ansvarlig for patientsikkerheden på sygehuset, til Svenska Dagbladet.

I september sidste år konkludere etiknævnet, at Macchiarini gjorde sig skyldig i videnskabelig uredelighed.

Den svenske forskningsminister, Helene Hellmark Knutsson (S), ser med alvor på den nyeste sag.

»Hvis man skal kunne have tillid til forskningen og nye behandlingsmetoder, så må man følge de regler, som findes, så patienter og deres pårørende kan føle sig trygge ved at indgå i studier eller nye behandlinger,« siger hun til nyhedsbureauet TT.