Trump ringede til Irland, Japan og otte andre lande, før han ringede til briterne
Ifølge en britisk avis skal tidligere Ukip-leder Nigel Farage være bindeled mellem Trump og regeringen.
Normalt er Storbritannien et af de første lande, som en nyvalgt, amerikansk præsident vil ringe til.
Men da Donald Trump begyndte sin rundringning til alverdens statsledere, var den britiske premierminister, Theresa May, langt nede på listen. Således nåede republikaneren at ringe til både Saudi-Arabien, Egypten, Mexico, Israel, Tyrkiet, Indien, Japan, Australien og Sydkorea, ligesom han havde inviteret den irske premierminister Enda Kenny til Det Hvide Hus for at fejre St. Patrick's Day næste år, før han endelig nåede til Storbritannien.
Lederen af De Liberale Demokrater, Tim Farron, hæftede sig på Twitter ved alle de statsledere, som Trump allerede havde ringet til, men altså endnu ikke May og konstaterede:
»Næsten som om vi er "bagerst i køen",« med henvisning til den bemærkning, som afgående præsident Barack Obama kom med i forbindelse med brexit-afstemningen.
Han sagde, at Storbritannien vil stå bagerst i køen, når det gælder handelsaftaler.
Men den britiske finansminister Philip Hammond forklarede på et pressemøde, at Trump og May endnu ikke havde talt sammen, fordi der ikke var noget akut behov.
»Vi har ikke nogen presserende opgaver, som vi skal have fuldført,« sagde han til pressen.
Flere spekulerede i, om forsinkelsen skyldtes de udmeldinger, som Theresa May er kommet med om Trump under valgkampen. I december sidste år, da May stadig var indenrigsminister kaldte hun Trumps forslag om at udelukke alle muslimer fra USA for »splittende« og »forkert.«
Derudover tvang en underskriftindsamling også de britiske parlamentarikere til at forholde sig til, hvorvidt Trump skulle udelukkes fra Storbritannien pga., hvad der blev opfattet som »hadtale,« og det huede ikke amerikaneren.
Kilder tæt på Trump siger til The Telegraph, at det først og fremmest var tilfældigheder, som afgjorde rækkefølgen, og ifølge The Times' oplysninger havde de statsledere, som blev ringet op før May, muligvis sms'et Trump, hvorfor han havde responderet.
Men torsdag kom turen så endelig til Theresa May. I en pressemeddelelse fra premierministerens kontor lyder det, at man er blevet enig om, at forholdet mellem USA og Storbritannien fortsat er »meget vigtigt og meget specielt.«
»Han (Trump, red.) sagde, at han var overbevist om, at det særlige forhold vil gå fra styrke til styrke.«
Samtidig blev Theresa May inviteret på besøg i Det Hvide Hus.
Men, påpeger kilder over for The Telegraph, den britisk regering har ét problem. Den har ingen forbindelser til Trumps inderkreds, og derfor agter man ifølge avisens oplysninger at benytte sig af den tidligere Ukip-leder Nigel Farage som bindeled for at sikre, at de to lande bevarer et godt forhold.
Farage, som op til valget udtrykte ønske om blive Trumps EU-rådgiver, har nemlig mødt den nyvalgte præsident, som han bl.a. holdt tale for ved et vælgermøde i Jackson, Mississippi.
The Telegraph skriver, at ministeren for international handel, Liam Fox, angiveligt vil tage kontakt til Farage, før han forsøger at få samtaler i gang med Trumps rådgivere.
Men fra Downing Strret nr. 10 lyder det, at Nigel Farage hverken kommer til at repræsentere premierministeren officielt eller uofficielt.