Fire gåder om Augustkuppet

MOSKVA

1. Var Gorbatjov i virkeligheden selv en del af komplottet?

Flere kupmagere og andre russiske politiske ledere har efter kuppets kollaps hævdet, at Mikhail Gorbatjov var vidende om kuppet, eller lige frem delagtig i det.

Det er svært at finde fakta, der understøtter denne opfattelse. Der er ingen dokumenter, båndoptagelser eller stærke vidneudsagn, som bekræfter dette.

Det fremgår derimod med en meget høj detaljeringsgrad af efterforskningen foretaget af den uafhængige, russiske rigsadvokatur i 1991/92, at Gorbatjov faktisk var isoleret på Krim, herunder at hans telefonlinjer blev lukket, og at der var posteret styrker loyale over for kupmagerne ved hans sommervilla.

Talrige øjenvidner, både vestlige og russiske, har bekræftet, hvor chokerede både Mikhail Gorbatjov og familien var under og umiddelbart efter kuppet.

Noget andet er, at Mikhail Gorbatjov i høj grad bar det politiske ansvar for, at kupmagerne fik muligheden for at gennemføre deres planer, da han havde ignoreret advarsler fra sine liberale allierede og i øvrigt havde udnævnt stort set alle kupmagerne til deres stillinger.

2. Hvorfor anholdt kupmagerne ikke Boris Jeltsin?

En række iagttagere har påpeget det besynderlige i, at mens Gorbatjov blev tilbageholdt og isoleret, så fik en politisk modstander af Boris Jeltsins kaliber lov til uhindret at bevæge sig rundt i Moskva og kommunikere med alliancepartnere i ind- og udland.

Årsagen til det synes at være en blanding af hastværk, dårlig planlægning og en fundamental fejlbedømmelse af Boris Jeltsins politiske manøvredygtighed.

Planerne var flikket sammen i største hast, fordi kupmagerne først i begyndelsen af august 1991 forstod, at den nye unionstraktat, der skulle underskrives den 20. august, i realiteten ville trække tæppet væk under deres magt.

Efterforskningen i 1991/92 dokumenterede, at en anholdelse af Boris Jeltsin indgik i overvejelserne på flere tidspunkter under kuppet, men at tidsnød og splittelse mellem kupmagerne forpurrede dette.

Der eksisterede formentlig flere lister med politiske figurer, som evt. skulle tilbageholdes, men der blev kun foretaget et par enkelte, usystematiske anholdelser.

Kupmagernes opfattelse var i udgangspunktet den, at modsætningsforholdet mellem Jeltsin og Gorbatjov var så dybt, at den russiske præsident ikke ville stritte voldsomt imod, at sovjetlederen blev parkeret på sidelinjen.

De mente, at Jeltsin stillet over for deres overlegne magtpotentiale, ville slå ind på forhandlingens vej, og de forsøgte gennem hele forløbet aktivt at overtale ham til dette. Det er veldokumenteret, at der under kupdagene var en række telefoniske kontakter, møder og sonderinger mellem Jeltsins støtter og kupmagerne og deres sympatisører.

3. Hvorfor blev Det Hvide Hus ikke stormet?

En række fremstillinger hævder, at det var et oprør nedefra i hæren og blandt specialstyrker fra forskellige ministerier, herunder KGB, som fik stoppet den beordrede storm på Det Hvide Hus.

Der er ingen tvivl om at kupmagerne havde rigeligt med ildkraft og mandskab til at indtage parlamentet. Det er ligeledes sandsynligt, at hovedparten af tropperne havde været klar til at følge denne ordre, hvis den var blevet afgivet.

Men der fremkom indvendinger mod en sådan aktion fra topfolk både i militæret, indenrigsministeriet og KGB. Der var også tegn på, at flere militære divisioner – bl.a. Taman-divisionen og faldskærmsjægerne fra Tula under Aleksander Lebeds kommando – vaklede, hvad angår loyaliteten over for de sovjetiske myndigheder.

Stillet over for udsigterne til, at et angreb ville kræve hundreder af dødsofre i det centrale Moskva, og at det kunne udløse en konfrontation mellem forskellige militære grupperinger, synes kupmagerne, der også på dette punkt var dybt splittede, at have opgivet projektet.

Der er ingen kendt dokumentation for, at en ordre til at storme Det Hvide Hus faktisk blev afgivet. Det er derimod klart, at der i augustdagene blev taget en række skridt til at forberede en storm på parlamentsbygningen.

4. Hvor meget hjalp Vesten Jeltsin?

I 1994 skrev den kendte, amerikanske journalist Seymour Hersh, på baggrund af kilder i den amerikanske administration, at George Bush havde givet ordre til, at den amerikanske aflytning af kupmagernes kommunikation straks skulle videregives til Boris Jeltsins folk.

En sådan videregivelse uden, at kongressen var orienteret, ville være en overtrædelse af amerikansk lov.

Der er også en række fremstillinger af varierende seriøsitet, der hævder, at der var planer om, at Boris Jeltsin og andre demokratiske ledere i tilfælde af et angreb skulle evakueres til den amerikanske ambassade, der ligger tæt på Det Hvide Hus.

Der var i augustdagene både formelle og formentlig omfattende uformelle kontakter mellem USA og andre vestlige magter på den ene side og Boris Jeltsin og hans folk på den anden.

Det synes dog højest usikkert, om George Bush - der havde et noget anstrengt forhold til Jeltsin og ikke ønskede at styrke den russiske præsident i forhold til Mikhail Gorbatjov - skulle være klar til at strække sig så langt.

Det krævede således halvandet døgns overvejelser, før Bush besluttede sig til bare at ringe til Jeltsin.

For 25 år siden - den 17. august 1991 - forsøgte en gruppe magtfulde mænd i Moskva at afsætte Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjov. Det hele begyndte på Krim, hvor Gorbatjov var på ferie - en ferie, som KGB og kupmagerne pludselig greb ind i. Jyllands-Postens korrespondent i Moskva, Poul Funder Larsen, fortæller over seks kapitler historien om Augustkuppet, der førte til Sovjetunionens sammenbrud og en helt ny verdensorden. Seks kapitler bygget på interviews med personer tæt på forløbet, retsbøger og dagbøger.

Her er de seks kapitler: