Nye fund: Jo Cox-drabsmand støttede nynazistisk forening og læste bøger om sprængstof

En gennemsøgning af gerningsmandens hus afsløret tilknytning til nynazistisk forening og bøger om sprængstof. Samtidig slår britisk politi fast, at de ser drabet som udtryk for et målrettet angreb, og at man koncentrerer efterforskningen om højreekstremistiske motiver.

Artiklens øverste billede
Jo Cox, Labour-politiker, blev torsdag dræbt efter et voldsomt overfald. Arkivfoto

Det var et målrettet angreb, der fredag førte til drabet på den britiske Labour-politiker og parlamentsmedlem, Jo Cox.

Det vurderer britisk politi efter den foreløbige efterforskning, lød det fredag på et pressemøde. Der er ikke mistanke om, at flere gerningsmænd end den anholdte var involveret.

Samtidig fokuserer politiet blandt andet på oplysninger om, at gerningsmanden var plaget af psykiske lidelser og havde et højreekstremistisk udgangspunkt, ifølge Dee Collins, chef for West Yorkshire Police.

»Vi er opmærksomme på mediernes oplysninger om, at den mistænkte har tilknytning til højreekstremisme, som er en prioriteret linje i efterforskningen i forsøget på at finde motivet for angrebet på Jo Cox,« udtalte Dee Collins på pressemødet.

Du kan se den fulde udtalelse fra pressemødet her.

Sideløbende bliver der hele tiden lagt nye nuancer til portrættet af den 52-årige engelske Thomas Mair, der torsdag blev anholdt for det opsigtsvækkende angreb og drab gennem gentagne skud og knivstik på den 41-årige Jo Cox.

Frem træder konturerne af en mand, der både har levet med psykiske lidelser, står for nynazistiske og stærkt højreorienterede synspunkter samt interesserer sig for både håndvåben og sprængstof.

Flere af informationerne omkring Thomas Mair stammer fra den ransagning, som engelsk politi fredag udførte i hans hus. Her fandt politiet flere nazistiske genstande og figurer samt stærkt højreorienteret litteratur. Det skriver den engelske avis The Guardian.

Samtidig er det kommet frem, at han tidligere har købt bøger gennem en amerikansk nynazistisk gruppe - National Alliance- der blandt andet handler om, hvordan man fabrikerer hjemmelavede våben og sprængstof.

Bag den afsløring står interesseorganisationen Southern Poverty Law Center, der kæmper mod hadforbrydelser og diskrimination. Foreningen oplyser, at Thomas Mair i alt skulle have brugt omkring 4000 kroner på materiale fra den nynazistiske gruppe siden 1990’erne.

Blandt bøgerne skulle også være litteratur om, hvordan man skaber et ”hvidt overherredømme”.

Ifølge nyhedsbureauet AFP var Thomas Mair samtidig et dedikeret medlem National Alliance.

Vidner har fortalt, at gerningsmanden råbte ”Britiain first” eller ”put Britain first” under sit angreb. Netop ”Britain First” er navnet på et højreorienteret britisk parti, der dog har afvist enhver sammenhæng med manden og kalder angrebet »totalt uacceptabelt« og »forfærdeligt«.

Selve hændelsesforløbet omkring angrebet er også ved at blive afdækket. Thomas Mair lå angiveligt på lur, mens Jo Cox var til møde omkring det forestående valg om Storbritanniens fortsatte tilknytning til EU. Da hun kom ud på gaden, blev hun ifølge flere vidner angrebet af gerningsmanden, der både skød og stak hende gentagne gange, indtil han til sidst blev overmandet af politiet.

Britisk politi slår fast, at man endnu ikke har lagt sig fast på gerningsmandens motiv og vil undersøge det til bunds i den kommende tid. Under sine indledende afhøringer var han ifølge kilder i politiet »klarsynet«.

Både familiemedlemmer og naboer har afvist, at de tidligere har hørt Thomas Mair udtrykke sig racistisk eller stærkt politisk. De beskriver den 52-årige mand som en »enspænder« og en »stille fyr«, der ofte var villig til at hjælpe.

Gennem sit liv har han levet med den psykiske lidelse OCD, der har ført til tvangshandlinger, tvangstanker og rengøringsvanvid, ifølge halvbroren Duance St. Louis.

»Han var f.eks. besat af, at han hele tiden skulle vaske sig selv,« sagde han torsdag ifølge flere engelske medier.

Den nu anholdte Thomas Mair har ikke tidligere været involveret i kriminalitet, ifølge halvbroren.

Jo Cox efterlader sig to mindre børn. Hun blev valgt ind i det britiske parlament i 2015 og blev anset som en af partiets kommende stjerner. Hun var blandt andet stærkt involveret i hjælpearbejde i udviklingslande, ligesom hun tidligere har været ansat som chef for global politik i nødhjælpsorganisationen Oxfam.

Derudover var hun stærkt involveret i flygtningespørgsmålet og har bl.a. afholdt velkomstarrangementer for flygtninge og migranter.

Hun er af kollegaer blevet kaldt »aktivistisk« i sit engagement for at sikre social retfærdighed. Ved det forestående EU-valg var hun fortaler for, at Storbritannien bliver i EU.

Under angrebet blev en 77-årig mand også såret, da han ifølge Dee Collins »på modig vis blandede sig for at hjælpe Jo Cox«. Hans tilstand er nu stabil, selvom han stadig ligger på hospitalet.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.