Hellige krigere strømmer fra EU og Danmark til Syrien og Irak
Nye tal viser, at hver femte person, der drog i hellig krig i Syrien og Irak i 2014, kom fra EU. Danmark er et af de lande, hvorfra flest personer drager til Syrien og Irak i forhold til befolkningstallet. EU vil opruste kampen mod radikalisering.
Næsten hver femte hellige kriger, der i 2014 tog til kamphandlinger i Syrien eller Irak, kom fra EU. Det svarer til flere tusinde europæere. Samtidig havde Danmark den næsthøjeste andel af personer, der rejste til Irak eller Syrien for at deltage i krig i forhold til befolkningsantallet. Det viser tal fra ISCR, et London-baseret researchcenter.
I anden halvdel af 2014 steg det samlede antal af udenlandske krigere i Irak og Syrien til over 20.000, ifølge ISCR. Deraf kom omkring 3850 krigere fra et EU-land, hvilket svarer til 19 % af det samlede antal såkaldte "foreign fighters". Tidligere har Rob Wainwright, direktør for Europol, anslået, at tallet er mellem 3000 og 5000 europæere.
Danmark er ifølge ISCR's tal det land, hvorfra næstflest personer er taget til Syrien og Irak for at deltage i kamphandlinger i forhold til befolkningstallet. I alt tog 150 krigere ifølge ISCR til Syrien og Irak fra Danmark i 2014, hvilket svarer til 27 personer ud af en million danskere. Kun Belgien har en større andel udenlandske krigere i forhold til befolkningstallet.
Tidligere har PET vurderet, at omkring 100 personer er taget fra Danmark for at deltage i hellig krig, mens den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp i december sagde til DR, at tallet nærmere er omkring 150.
Antalsmæssigt kom flest udenlandske krigere fra Frankrig, hvorfra 1200 krigere i 2014 tog til Syrien eller Irak. Derudover tog 600 krigere fra både Storbritannien og Tyskland af sted til kamphandlinger i de to berørte lande.
EU siger efter de nye tal, at den europæiske union forsøger at styrke dets rolle på området, bl.a. gennem det foreslået "passenger name record", der skal kunne spore sædenummer, reservationsdato, betalingsmetode og andre rejsedetaljer fra personer, der rejser ud af Europa.
Samtidig lægger EU vægt på, at medlemslandene gennem unionen allerede nu koordinerer forebyggelse af radikalisering, opdagelse af mistænkelige rejser samt undersøger muligheden for at rejse straffesager.
I Danmark indførte man i januar en ny handleplan for at bekæmpe radikalisering og bl.a. forhindre danskere i at drage til Syrien og Irak for at deltage i kamphandlinger. Planen går bl.a. ud på at styrke den forebyggende indsats og give flere midler til exit-programmer, der skal få personer til at forlade de ekstremistiske miljøer. Derudover fik PET ekstra midler til at overvåge sociale medier for tegn på radikalisering.