Macron læner sig op ad Zelenskyj før parlamentsvalg
Den franske præsident Emmanuel Macrons rejse til Ukraine var et timet angreb på en ifølge ham Nato-fjendtlig og russervenlig fransk opposition.
Paris
Franske oppositionspolitikere på begge yderfløje lugter blod før anden og afgørende runde af parlamentsvalget søndag.
Meningsmålinger viser, at venstrefløjen, der i første valgrunde spillede lige op med Emmanuel Macron, når det måles i procenter, har gode chancer for at bringe præsidentpartiet i mindretal.
Næppe alene, men ved hjælp af mandaterne fra det republikanske parti og fra Marine Le Pens højrenationale parti, Rassemblement National, der for første gang i nyere historie har udsigt til at få valgt en større gruppe kandidater til Nationalforsamlingen.