Vulkan er gået i udbrud på øen La Palma i Spanien
Myndighederne var allerede begyndt at evakuere nogle borgere og husdyr fra de omkringliggende landsbyer inden udbruddet søndag eftermiddag.
Vulkanen Cumbre Vieja er søndag gået i udbrud på den spanske ø La Palma, der er en af De Kanariske Øer.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Myndighederne var allerede begyndt at evakuere nogle svagelige borgere og husdyr fra de omkringliggende landsbyer, inden udbruddet skete i Cabeza de Vaca i El Paso søndag eftermiddag.
Men ifølge nyhedsbureauet AP tvinger udbruddet myndighederne til at sætte fart på evakueringen af omkring 1000 mennesker, fordi lavastrømme glider ned mod islolerede hjem på bjergsiden.
I El Paso har det allerede været nødvendigt at evakuere 300 mennesker, hvis huse var i fare for hurtigt at blive ramt af lava. Det fortæller byens borgmester Sergio Rodríguez ifølge AP. De evakuerede blev sendt fra deres hjem til byens fodboldbane.
Samtidig er veje blevet lukkede grundet eksplosionen, og myndighederne har kraftigt opfordret til, at man holder sig fra området.
Reuters skriver, at der inden for den seneste uge er målt 22.000 seismiske rystelser i området, og før vulkanudbruddet havde forskere målt en række jordskælv.
Det fik allerede torsdag myndighederne til at advare om, at der kunne komme et vulkanudbrud. Samtidig blev indbyggerne bedt om at gøre sig klar til en eventuel evakuering.
Der bor omkring 83.000 mennesker på La Palma, der ligger i Atlanterhavet vest for Tenerife og Gran Canaria.
Det er første gang siden 1971, at vulkanen går i udbrud.
Herhjemme opfordrer Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter og Facebook danske rejsende til at være »agtpågivende«.
Udenrigsministeriet oplyser til Jyllands-Posten, at det endnu ikke vides, om der er danskere i området, men at man følger situationen tæt.