Måling: Arbeiderparti står til sejr med bred regering

En regering ledet af socialdemokraterne må forlade sig på støtte fra en række partier, viser ny måling.

Artiklens øverste billede
I Norge står den konservative statsminister Erna Solberg til at tabe til det socialdemokratiske Arbeiderparti (Ap), som ledes af Jonas Gahr Støre ved valget på mandag. Foto: Javad Parsa/Ritzau Scanpix

I Norge går den konservative statsminister Erna Solberg ind i den sidste weekend før mandagens valg med de dårligste tal i halvandet år.

Det socialdemokratiske Arbeiderparti (Ap), som ledes af Jonas Gahr Støre, er landets største parti med 24,6 procent af vælgerne bag sig. Det viser en måling fra Dagens Næringsliv torsdag - omkring 100 timer før valgdagens begyndelse.

Målingen fastslår dog også, at selv om Arbeiderpartiet ligger godt, så er partiet alligevel gået 1,6 procentpoint tilbage siden slutningen af august.

Hvis valgresultatet bliver som målingen, ligger Støre og Ap endda til at få et historisk dårligt resultat. Støre står til at blive afhængig af flere allierede, end han håber.

Han har sagt, at han håber på en rødgrøn alliance bestående af Ap, Senterpartiet (Sp) og Sosialistisk Venstreparti (SV). Men denne rødgrønne alliance får kun 82 mandater ifølge målingen.

Dermed må en Støre-ledet regering forlade sig på støtte fra enten det marxistiske parti Rødt eller Miljøpartiet De Grønne

Senterpartiet går ifølge torsdagens måling 0,4 procentpoint tilbage til 11,6 procent og er ifølge målingen ikke længere Norges tredjestørste parti. Det er nu Fremskrittspartiet (FrP), som står til at gå frem med 0,6 procentpoint til 11,9 procent.

For de øvrige partier viser målingen: Rødt står til at få 4,6 procent, mens SV står til at få 9,0 procent. MDG står til 4,9 procent, Kristelig Folkeparti (KrF) får 3,9 procent, Venstre 5,8 procent og andre 4,9 procent.

Avisen oplyser ikke, hvor mange der deltog målingen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen