Fortsæt til indhold
Europa

EU-Kommissionen vil straffe Polen med dagbøder i dommerstrid

Polen skal straffes med bøder, indtil landet efterlever krav fra EU-Domstolen, mener EU-Kommissionen.

/ritzau/

EU-Kommissionen har bedt EU-Domstolen om at pålægge Polen dagbøder.

Det skal sørge for, at Polen følger EU’s krav til at rette ind i en sag vedrørende et omstridt disciplinærkammer ved landets højesteret.

Det oplyser EU-Kommissionen i en meddelelse tirsdag.

EU-Domstolen fastslog i juli, at kammeret ikke ”sikrer upartiskhed og uafhængighed”. Dermed er det ikke foreneligt med EU-lov.

Efterfølgende har EU-Kommissionen bedt Polen om at oplyse, hvorledes landet har fulgt dommen fra EU-Domstolen.

Polen har svaret på tiltale, men altså ikke på tilfredsstillende vis. For kommissionen vurderer, at Polen ikke har taget de nødvendige skridt for at følge dommen.

- Kommissionen beder EU-Domstolen om at give Polen en daglig bødestraf, så længe foranstaltningerne påkrævet ifølge domstolens ordre ikke er fuldt implementeret, hedder det i en erklæring fra EU-Kommissionen.

Kammeret er del af en større reform af Polens retsvæsen, der er gennemført over de senere år.

EU-Kommissionen har længe klaget over det polske disciplinærkammer. Der er ikke den nødvendige adskillelse mellem den dømmende og lovgivende magt.

Instansen, der på polsk hedder Izba Dyscyplinarna, kan undersøge og straffe dommere for de domme, som de afsiger.

Den behandler sager om dommere ved højesteret. Og den fungerer som appelinstans for dommere ansat ved de lavere instanser.

Polen har informeret EU-Kommission om, at man planlagde at opløse instansen i dens nuværende form.

EU-Kommissionen konkluderer imidlertid i erklæringen tirsdag, at disciplinærkammeret fortsat er i funktion, selv om det ikke burde være det.

- Retssystemer på tværs af Den Europæiske Union skal være uafhængige og retfærdige.

- Rettighederne for EU-borgere skal være garanteret på samme vis, uanset hvor de lever i EU, udtaler EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i en erklæring.

En talsmand for EU-Kommissionen sætter ikke tal på, hvor store dagbøderne til Polen skal være. Det er op til EU-Domstolen at beslutte, lyder det.

Polens regering kritiserer EU-Kommissionens plan om bøder til landet. På Twitter kalder vicejustitsminister Sebastian Kaleta trækket fra EU’s side for et ”uretmæssigt angreb”.