Fortsæt til indhold
Europa

Politirapport: Kriminel familieklan i Sverige har »infiltreret alle niveauer« af samfundet

Et af de svenske kriminelle netværk, som medierne i den seneste tid har omtalt, har fået politisk magt og indflydelse.

De kriminelle klaner udgør et betydeligt problem i Sverige. Så stort et problem, at der lige nu er mindst 40 slægtbaserede kriminelle netværk i Sverige, som udelukkende har til formål at organisere og systematisere kriminalitet.

Sådan lød det tidligere på måneden fra landets vicerigspolitichef, Mats Löfving, der i et interview med Sveriges Radio fortalte om de kriminelle klaners tilstedeværelse i landet. Her advarede han også om, at svenskerne er for »naive« i forhold til bandekriminaliteten.

Og nu viser en politirapport, der er klassificeret som fortrolig, at flere af de kriminelle klaner har fået så megen magt i samfundet, at netværkets medlemmer er til stede både i politik, på jobcentre, på boligmarkedet, på sygehuse og i bankerne.

Ifølge rapporten, som avisen Expressen har set, er problemet størst i Södertälje - en by, der ligger nær Stockholm og er på størrelse med Esbjerg - hvor familieklanen er til stede i stort set alle dele af samfundet.

Sideløbende med, at dele af klanen kan knyttes til eksplosioner og skyderier, er andre personer i netværket beskæftiget i erhvervslivet, lyder det i rapporten.

»Det er politiets indtryk, at medlemmerne af Södertälje-netværket ikke anser sig selv for at være kriminelle, men i stedet entreprenører. Gruppens mål og behov er vigtigst, mens svenske love og regler har sekundær betydning,« står der bl.a.

Rapporten, som politiet udarbejdede tidligere på året, men hvis konkrete indhold hidtil har været hemmeligholdt, viser ifølge Expressen også, at der i Södertälje-netværket har været fire personer, som i løbet af de seneste to årtier har været medlemmer af det svenske folketing, Riksdagen.

Én af de navngivne politikere, som rapporten har knyttet til Södertälje-netværket, har i denne uge over for Aftonbladet benægtet, at han skulle have nogen forbindelse til kriminelle.

»Jeg kan ikke stilles til ansvar for andres handlinger. Det er meget krænkende. Jeg fatter ikke, hvorfor mit navn overhovedet findes i det register,« sagde han.

I Sverige debatteres der lige nu politisk, om der skal være strengere straffe for bandekriminalitet, så man kan komme de organiserede kriminelle netværk til livs.

I et debatindlæg i Aftonbladet har oppositionspartiet Moderaternas ledelse opfordret den svenske regering til at lade sig inspirere af Danmark, når det kommer til håndtering af bandekonflikter.

»Situationen i Sverige er alvorlig, men ikke håbløs. Udviklingen kan stadig vendes, så vi får bugt med de kriminelle bander og gør landet trygt og sikkert. Men det kræver en helt anden politisk beslutsomhed og handlekraft, end den der er udvist de seneste år,« skrev partileder Ulf Kristersson og retsordfører Johan Forssell i debatindlægget.