Sveriges statsminister skifter holdning: Landets indvandring hænger sammen med øget kriminalitet
Stefan Löfven har hidtil nægtet, at indvandringen skulle have noget med bandekriminaliteten i landet at gøre - nu har han skiftet mening.
Sveriges statsminister, socialdemokraten Stefan Löfven, har flere gange over for de svenske medier afvist, at landets eskalerende bandekriminalitet skulle have noget med omfanget af indvandring at gøre.
Men onsdag lød der under en debat i Riksdagen andre toner fra statsministeren, som i plenum blev spurgt, hvorfor han ikke kunne se en sammenhæng mellem indvandring i stor skala og øget kriminalitet. På spørgsmålet svarede statsministeren, at »hvis vi har en så stor indvandring, at vi ikke kan integrere, vil der også være en øget risiko for de problemer, vi nu ser«.
Det budskab gentog han senere onsdag i SVT’s program Aktuellt, hvor han igen blev spurgt, om Sveriges stigende bandekriminalitet kan kobles til indvandringen i landet.
»Vi har haft indvandring i et sådant omfang, at integrationen er slået fejl. Hvis mange af de voksne ikke er i arbejde, ser børnene, at de voksne ikke arbejder og tror måske, at det er det normale, i tillæg til andre sociale spændinger. Og ja, det er et problem,« lød det ifølge SVT fra Stefan Löfven.
Statsministeren forklarede samtidig, at hans regering har arbejdet på at ændre udlændinge- og asylpolitikken i landet.
For få dage siden sagde Sveriges vicerigspolitichef Mats Löfving i et interview med Sveriges Radio, at Sverige har et massivt problem med familieklaner, der begår kriminalitet. Bl.a. kom det frem, at 40 kriminelle klaner driver organiserede kriminelle netværk i landet.
»Klanen opfostrer deres børn til at overtage styringen af den kriminelle organisation. De her børn har ingen ambitioner om at blive en del af samfundet. De har en ambition hele opvæksten om at fortsætte kriminaliteten. Og der er vi i Sverige ganske naive,« lød det fra Mats Löfving.
I august blev en 12-årig pige dræbt af skud, da hun var ude at gå tur med hunden ved en benzintank sydvest for Stockholm. Det kom hurtigt frem, at pigen var blevet et tilfældigt offer for en bandekonflikt. Episoden har sat den svenske regering under endnu større pres for at gøre noget ved bandernes hærgen.
I et debatindlæg i Aftonbladet senere på måneden opfordrede oppositionspartiet Moderaternas ledelse den svenske regering til at lade sig inspirere af Danmark, når det kommer til håndtering af bandekonflikter.
»Situationen i Sverige er alvorlig, men ikke håbløs. Udviklingen kan stadig vendes, så vi får bugt med de kriminelle bander og gør landet trygt og sikkert. Men det kræver en helt anden politisk beslutsomhed og handlekraft, end den der er udvist de seneste år,« skrev partileder Ulf Kristersson og retsordfører Johan Forssell i debatindlægget.