Det er »ikke længere vigtigt«: Sverige stopper med at tælle antal smittede
Der er andre ting, der er vigtigere end at tælle smittetilfælde, lyder beskeden.
I Sverige har man gjort sig den samme erkendelse som i Danmark: Smitten med coronavirus er nu så udbredt, at den er begyndt at smitte mellem mennesker ude i samfundet.
Derfor har de svenske myndigheder besluttet fremover at gribe virussen anderledes an. Det betyder bl.a., at sundhedsmyndighederne opgiver at tælle det eksakte antal smittede og i stedet fokuserer indsatsen på at behandle de rigtigt syge, siger statsepidemiolog Anders Tegnell til avisen Aftonbladet.
»Vi vil ikke længere diskutere, om vi har 458 eller 562 tilfælde,« siger han og tilføjer, at det »ikke længere er vigtigt at vide præcist hvor mange, som er smittede i Sverige«.
Det handler ifølge epidemiologen om at tælle, hvor mange smittede der er behandlingskrævende og dermed kræver ressourcer af landets sundhedsvæsen. Samtidig vil man kigge på, hvilke befolkningsgrupper der bliver mest syge.
I Sverige holder myndighederne, lige som i Danmark, daglige pressemøder, hvor de briefer pressen og befolkningen om seneste nyt i coronaudviklingen.
Torsdag sagde Anders Tegnell på et sådant pressemøde, at den nye strategi allerede er igangsat i Stockholm-området.
Det forventes, at de andre dele af Sverige vil følge efter, og derfor er myndighederne »begyndt at forberede sig« på, at hele Sverige om kort tid vil stoppe med at teste og tælle dem, som kun har milde symptomer. Heller ikke folk, som har rejst i risikoområder vil blive testet, oplyser den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten.
Sundhedsstyrelsen i Danmark skiftede torsdag formiddag også strategi i kampen mod virussen. Fokus bliver nu på at behandle de mest alvorlige sygdomstilfælde, mens folk med mildere symptomer skal klare sig selv uden behandling i sundhedsvæsenet, lød beskeden.
Det betyder, at der formentlig vil være mange, som er smittede, men som aldrig bliver registreret, fordi de kun får ganske milde symptomer. Imidlertid er myndighederne mest bekymrede for, hvor mange behandlingskrævende syge der vil komme.
I Sverige var der fredag registreret ét dødsfald som følge af coronavirus. Ifølge SVT har Sverige kapacitet til at foretage 2.800 tests om dagen fordelt på 10 laboratorier. Den kapacitet er ved at blive udvidet, så der vil være yderligere syv laboratorier i drift, skulle situationen kræve det.