Fortsæt til indhold
Europa

Clinton kritiserer den britiske regering for at skjule vigtig rapport for vælgerne

Den tidligere amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton finder den britiske regerings ageren »skammelig«.

Den britiske regering har siddet på en rapport om påstået russisk indblanding i britisk politik så længe, at rapporten ikke når at blive offentliggjort før det britiske valg den 12. december.

Forløbet har tirsdag fået den tidligere amerikanske udenrigsminister og præsidentkandidat Hillary Clinton til at kritisere Boris Johnson og hans regering for at opføre sig »uforklarligt og skammeligt«. Det skriver BBC.

»Enhver borger, som har ret til at stemme i dette land, fortjener at se denne rapport inden valget,« sagde Clinton, som er på besøg i Storbritannien, til BBC.

Rapporten er udfærdiget af en komité i Parlamentet, som undersøger mulig russisk aktivitet i det britiske demokrati, herunder russiske forsøg på at påvirke demokratiske valg samt anklager om spionage.

Rapporten blev allerede færdig i marts og er formelt godkendt til offentliggørelse, men siden rapporten i oktober blev sendt til endelig godkendelse hos Boris Johnson, er processen gået i stå. Og nu, da der er valgkamp i Storbritannien, har landet ikke et fungerende parlament. Derfor er det ikke muligt at fremlægge rapporten for Parlamentet, og derfor kan den heller ikke offentliggøres inden den 12. december.

Oppositionspartiet Labour har tidligere kritiseret den britiske regering for at sidde på rapporten og spekuleret i, hvad den kan indeholde, som regeringen ikke ønsker frem - eksempelvis mulig russisk indblanding i brexit-afstemningen.

Også formanden for den efterretningskomité, der har lavet rapporten, Dominic Grieve, har stillet sig uforstående over for regeringens håndtering af sagen.

»Reglerne siger, at hvis premierministeren har en god grund til, at rapporten ikke offentliggøres, så skal han forklare, hvorfor det er sådan over for udvalget, ellers skal den offentliggøres senest 10 dage efter modtagelsen,« sagde Dominic Grieve tirsdag i sidste uge under en heftig debat om sagen i Underhuset.

Den britiske avis The Guardian har desuden i samarbejde med det uafhængige russiske medie The Insider kunnet berette, at efterretningskomitéen er blevet orienteret om, hvorvidt der er røget penge fra rige russere, med kontakter til Kreml, til Boris Johnsons konservative.

Det er ikke offentliggjort, hvad der rent faktisk er sket, men Boris Johnsons konservative parti har benægtet, at man på uetisk vis har modtaget penge fra russere.