Droneobservationer i Gatwick kan have været politiets eget udstyr
De britiske myndigheder er stadig ikke kommet nærmere en afsløring af, hvem der stod bag lufthavnslukning.
Titusinder af rejsendes flyafgange til og fra Gatwick-lufthavnen nær London måtte aflyses kort før jul på grund af meldinger om droneoverflyvninger. Og siden har der været stærk kritik af politiets i Sussex' indsats, skriver Telegraph.
Først anholdt politiet et lokalt par, Paul Gait og Elaine Kirk, og tilbageholdt dem i 36 timer, før det stod klart, at de intet havde at gøre med droneoverflyvningerne. Mandens arbejdsgiver henvendte sig bl.a. tidligt i forløbet og fortalte, at Gait havde været på arbejde i den pågældende periode, og at det var let at dokumentere.
Nu indrømmer den øverstkommanderende for politiet i Sussex, Giles York, at en del af meldingerne om droneobservationer i og omkring lufthavnen kan have drejet sig om politiets egen drone.
I alt modtog politiet 115 meldinger om droneobservationer. Men da politiet samtidig havde en drone i luften for at spejde efter ulovlige indtrængere i luftrummet over Gatwick kan en del af disse dronemeldinger stamme fra overvågningsdronen.
»Der kan således have været grundlag for nogen forvirring,« erkender Giles York.
Godt en uge efter kaosset i lufthavnen er der stadig ikke tegn på en afklaring af, hvad der helt præcist har fundet sted - og hvem der har forårsaget det. To beskadigede droner er fundet nær lufthavnen, men politiet mener ikke, at de har været knyttet til hændelsen. Og undersøgelser af 26 potentielle "launch sites" for droner har heller ikke givet resultat. Faktisk eksisterer der angiveligt ikke hverken kendte billeder eller videoer af en uautoriseret drone i nærheden af Gatwicklufthavnen - kun meldinger om observationer.
»Men jeg er fuldstændig sikker på, at der har været én drone omkring tidspunktet for lufthavnens nedlukning,« siger Giles York, chef for Sussex politi.
Giles York ønsker ikke at garantere, at et nyt sammenbrud i lufttrafikken til og fra Gatwick ikke kan finde sted. Men han oplyser, at der nu er installeret militært udstyr for at undgå en gentagelse. Samtidig beklager han den langvarige afhøring af Paul Gait og Elaine Kirk, hvis navne også slap ud til britiske medier.