Fortsæt til indhold
Europa

Europol eftersøger den danske statsborger, Christian Casper Sieh

I alt er der 59 personer på den nye liste fra Europol.

Den Europæiske Unions politienhed, Europol, har offentliggjort en ny liste over de 59 mest eftersøgte forbrydere i Europa.

»De er eftersøgt for meget alvorlig kriminalitet og terrorisme. Politiet har brug for din hjælp til at finde dem. Alle informationer, som der kan føre til anholdelse, er interessante,« lyder det fra Europol på Twitter.

Billedet viser den eftersøgte Christian Casper Sieh. Foto: Europol

For første gang nogensinde optræder en dansk statsborger på Europols liste. Der er tale om den 31-årige Christian Casper Sieh, som nu altså er eftersøgt i hele Europa. Han er mistænkt for at stå bag omfattende narkosmugling.

Ifølge Europols hjemmeside formodes det, at Christian Casper Sieh har været i besiddelse af narkotikaen i den sydlige del af Sverige i 2016. Sagen efterforskes fortsat af de svenske myndigheder.

Foruden den danske statsborger er også to personer på Europols liste mistænkt for at have begået alvorlige forbrydelser i Danmark: Den somaliske statsborger Mohamed Ahmed Hassan og afghanskfødte Amin Qatra.

Førstnævnte er 34 år og mistænkt for et brutalt drab på en mand, der blev stukket i halsen og brystet med en køkkenkniv i Brønshøj i 2009.

Amin Qatra, der er 28 år, er efterlyst for mordet på bandemedlemmet Muhammed Sendi, der i 2016 blev stukket ned på åben gade i Vejle.

Tidligere har også Ahmed Numan Isaac Rahma - bedre kendt som "Jaguar" - været på listen over Europas mest eftersøgte.

"Jaguar", som er født i Sudan, har været jagtet af politiet siden 2005. Han menes at have stået bag det bestialske mord på taxachaufføren Torben Vagn Knudsen.

Artiklens emner
Europol