Fortsæt til indhold
Asien

Nordkoreansk budskab til Kina: I bør overveje konsekvensen af »absurde« udmeldinger

Det statslige nordkoreanske nyhedsbureau kritiserer Kina i overraskende angreb.

I gør en slem situation endnu værre, og det kan få store konsekvenser.

Sådan lyder advarslen fra det statslige nordkoreanske nyhedsbureau, KCNA, der er rettet mod såvel kinesiske medier som Kinas styre.

Det skriver Reuters.

Det sjældne verbale angreb kommer, efter at flere kinesiske medier har kritiseret Nordkoreas atomprogram og har kaldt landets seneste testaffyringer af missiler for en »trussel mod det åbenhjertige og venskabelige forhold, der er tradition for at være mellem landene«.

Det er »absurde« og »tankeløse« bemærkninger, der »kun gør en dårlig situation værre«, ifølge meddelelsen fra KCNA.

»Kina bør hellere overveje de alvorlige konsekvenser, der kan opstå på grund af den hensynsløse måde, man er ved at ødelægge fundamentet for forholdet mellem Kina og Nordkorea,« står der i meddelelsen.

KCNA beskylder samtidig de kinesiske medier for at være en budbringer for det kinesiske styre. Paradoksalt nok bliver udmeldingen fra KCNA også tolket som et inddirekte budskab fra det nordkoreanske styre.

USA og Kina har i den seneste tid diskuteret, hvordan landene skal forholde sig til Nordkoreas missil- og atomprogram. Et af de mulige udfald er, at landene kan indføre nye sanktioner mod Nordkorea, hvis det asiatiske land affyrer flere testmissiler.

Bekymringen fra kinesisk side bliver dog afvist pure af det nordkoreanske statsmedie, der mener, at det udelukkende skyldes »ignorante politikere og mediepersonligheder« fra Kina.

Samtidig slår nyhedsbureauet én ting fast:

»Nordkorea vil aldrig lægge sig på knæ for at opretholde venskabet med Kina«.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har på det seneste slået fast, at der kan opstå »en kæmpe konflikt« med Nordkorea, ligesom USA har advaret med at indføre flere sanktioner mod Nordkorea.

Det har særligt vakt bekymring, at Nordkorea angiveligt har gjort store fremskridt i forhold til at udvikle langtrækkende missiler.