Fortsæt til indhold
Asien

Nordkorea bekræfter oplysninger om henrettet forsvarsminister

Forsvarsminister blev angiveligt dræbt med antiluftskyts.

I to måneder har Nordkorea ikke udtalt sig om landets tidligere forsvarsminister, Hyon Yong-chol, der ifølge den sydkoreanske efterretningstjeneste blev henrettet omkring den 30. april.

I weekenden blev tavsheden brudt. Landets officielle statslige nyhedsbureau, KCNA, berettede pludselig, at landets forsvarsminister nu hedder Pak-Yong sik, og at Hyon Yong-chol er blevet væltet. Det skriver flere internationale medier, heriblandt nyhedsbureauet AP.

Med meddelelsen har styret i Pyongyang bekræftet, at den tidligere minister er blevet henrettet, ifølge en sydkoreansk embedsmand.

Hyon Yong-chol blev ifølge den sydkoreanske efterretningstjeneste henrettet, fordi han flere gange havde kritiseret landets leder, Kim Jong-un, samt gået imod diktatorens ordrer. Den sidste og afgørende årsag til henrettelsen var angiveligt, at forsvarsministeren faldt i søvn under et møde, der blev afholdt af Kim Jung-un selv.

Henrettelsen skulle være blevet foretaget med antiluftskyts, der også er blevet meldt brugt til at henrette flere af diktatorens modstandere i de seneste år.

Ifølge sydkoreanske embedsmænd har Nordkorea henrettet 70 højtstående parti- og militærmænd, siden Kim Jong-un kom til magten i 2011.

En af de mest bemærkelsesværdige afskedigelser fandt sted, da Kim Jung-uns onkel og daværende højre hånd, Jang Song Thaek, blev henrettet i december 2013. Op til sin død blev Jang Song Thaek kaldt alt fra en "ussel landsforræder" til at være "lavere end en hund".

Den nye forsvarsminister, Pak Yong sik, er tidligere militærchef og bliver anset som en af Kim Jong-uns tættest allierede.