Fortsæt til indhold
Asien

Satellitbillede støtter påstand om spektakulær henrettelse i Nordkorea

Nordkoreas forsvarsminister er angiveligt blevet henrettet med antiluftskyts. Nu er et satellitbillede, der støtter påstanden, dukket op.

Det er ikke første gang, at der er historier fra Nordkorea om bestialske henrettelser af folk fra den politiske elite. Tidligere har man hørt om henrettelser med morterer og flammekastere, og den seneste påstand går på, at Nordkoreas forsvarsminister skal være blevet henrettet den 30. april i år med en antiluftskytskanon.

Mange kan dog nok ikke undgå at stille sig selv spørgsmålet: Kan det nu også passe? For beviserne er ofte til at overse, og hovedkilden til forlydenderne om den seneste henrettelse er den sydkoreanske efterretningstjeneste - som altså er en del af statsapparatet i et land, der har ligget i krig med naboen mod nord siden 1950'erne.

Men noget kan tyde på, at i hvert fald den seneste historie om henrettelsen med antiluftskyts af forsvarsministeren, Hyon Yong Chol, kan have noget på sig.

I hvert fald viser en analyse af et satellitbillede foretaget af et respekteret institut angiveligt en anden henrettelse foretaget på præcis samme måde i oktober sidste år.

Forsvarsminister Hyon Yong Chol blev angiveligt henrettet for at have udvist mangel på respekt over for den absolutte ledelse i Nordkorea, bl.a. ved at falde i søvn under officielle begivenheder.

Hyon Yong Chol var forsvarsminister i Nordkorea, men han er nu angiveligt blevet henrettet med antiluftskyts.

Dette førte ifølge efterretningstjenesten i Sydkorea til hans henrettelse, men i dag, torsdag, opstod der kortvarigt forvirring om, hvad tjenesten egentlig mener er sket, idet en talsmand gik ud og sagde, at henrettelsen endnu ikke var fuldt ud belyst og bekræftet.

Siden har en anden talsmand for den sydkoreanske efterretningstjeneste dog slået fast over for amerikanske Wall Street Journal, at tjenstens opfattelse fortsat er, at henrettelsen af Hyon Yong Chol fandt sted på den beskrevne måde.

Og nu viser et satellitbillede som instituttet HRNK Insider, der hører under The Committee for Human Rights in North Korea, er stødt på under deres research og overvågning af Nordkorea altså angiveligt en lignende henrettelse fra sidste år.

Kommittéen består af en række specialister inden for udenrigspolitik og menneskerettigheder og arbejder efter eget udsagn for at forbedre forholdene i Nordkorea. Internationale medier som Wall Street Journal og BBC har tidligere refereret til kommittéen.

På satellitbilledet ses ifølge HRNK Insider et militært område omkring 22 km uden for den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, på et tidspunkt omkring den 7. oktober sidste år. HRNK Insider har analyseret sig frem til, at der på en skydebane står seks ZPU-4 kaliber 14,5 antiluftskytskanoner, der hver især har fire løb, de kan skyde fra.

Omkring 30 meter væk er placeret hvad der ligner seks mennesker, og kanonerne peger hen mod dem. Bag kanonerne er fem biler og lastbiler parkeret sammen med en trailer og en bus. Dette tyder ifølge HRNK Insider på, at der var tilskuere til henrettelsen af de seks.

For en henrettelse er det ifølge HRNK Insider - det er i hvert fald den eneste logiske forklaring, mener instituttet, idet kanonerne er bygget til at bekæmpe mål op til otte km væk og er alt for kraftige til at blive brugt på en skydebane til håndvåben. De ville simpelthen flå volden, der skal stoppe kuglerne, itu.

En fremvisning af våbnene giver ifølge HRNK Insider heller ikke mening, idet der er brændstofmangel i Nordkorea, hvorfor man ikke ville køre så mange biler uden for Pyongyang for at vise nogle våben frem.

Derfor konkluderer HRNK Insider, at det eneste sandsynlige scenarie er, at satellitbilledet er taget umiddelbart inden henrettelsen af de seks personer. Dette er en "grusom offentlig henrettelse" og det får "nederdrægtig og usædvanlig afstraffelse til at lyde som en voldsom underdrivelse," mener HRNK Insider.

Præcist hvor satellitbilledet stammer fra fremgår ikke.

Du kan se satellitbilledet med beskrivelser på engelsk på HRNK Insiders hjemmeside her.

Ifølge Wall Street Journal understøtter denne offentlige henrettelse af seks personer med antiluftskyts påstanden om, at også Nordkoreas forsvarsminister kan være blevet taget af dage på denne måde.

Hvorfor de højtstående folk i det nordkoreanske statsapparat angiveligt skal henrettes på denne og andre voldsomme måder er der delte meninger om.

De omkring 70 henrettelser af topfolk siden Kim Jong-un overtog magten i 2011 skal ifølge flere dog ses som et forsøg på at slå uro i den nordkoreanske elite ned.

"De siger, at "dette er hvad der sker med topfolk, det kunne også ske for dig"," siger Michael Madden fra hjemmesiden North Korea Leadership Watch til Wall Street Journal.