Fortsæt til indhold
Asien

Asien husker Sars, nu er Mers kommet: Det startede med denne mand

Patient 0 i Sydkoreas Mers-udbrud var en 68-årig forretningsmand, som fik feber og hosten.

Den 4. maj vendte en 68-årig sydkoreansk forretningsmand hjem fra Bahrain, hvor han står i spidsen for et firma, der sælger landbrugsudstyr.

Under sin tur til Mellemøsten havde han foruden Bahrain været i både Saudi-Arabien, Qatar, og De Forenede Arabiske Emirater.

Det var der for så vidt intet usædvanligt i, men den 11. maj fik han det dårligt.

Mandens temperatur steg, og han begyndte at hoste. Den 68-åriges tilstand blev så slem, at han opsøgte hjælp. To sundhedsklinikker og ét hospitaler, var han forbi. Men efter to nætter på hospitalet blev han udskrevet. Allerede samme aften endte han dog på skadestuen på et andet hospital.’

Og først da, den 20. maj, fik han sin diagnose: Middle East Respiratory Syndrome, eller Mers.

Langt de fleste tilfælde af virussygdommen er opstået i Mellemøsten - mere præcist Saudi-Arabien, som tegner sig for 85 pct. af de i alt 1.195 konstaterede tilfælde på verdensplan.

Men på kort tid er Sydkorea nu blevet det sted i verden, som har haft næstflest tilfælde af sygdommen, der har en dødelighed på omkring 36 pct.

Og hvordan kunne det så ske?

Den såkaldte patient 0, manden, som igangsatte udbruddet i Sydkorea, oplyste i første omgang kun, at han havde været i Bahrain.

Bahrain er ikke blandt de sygdomsramte lande. Af samme årsag blev han ikke isoleret, før han havde været forbi de to klinikker og ditto hospitaler, og dermed ”skabte (det) adskillige muligheder for smitte blandt sundhedspersonale og andre patienter,” som WHO skriver.

Således blev øvrige patienter, patienternes familier og besøgende samt personale fra tre ud af de fire sundhedsklinikker og hospitaler, som manden besøgte, smittet.

Mandens egen hustru fik sin diagnose den 24. maj. Hun er siden blevet rask, mens patient 0 fortsat er indlagt med Mers, men altså lever endnu.

Det gør seks andre ikke. De er døde som følge af sygdommen, der hidtil har ramt 87 personer i Sydkorea.

Kina er ligeledes blevet ramt af udbruddet.

For sønnen til en mand, som delte stue med den 68-årige, valgte at bryde sin frivillige karantæne og rejste først til Hongkong med fly og tog derefter bussen til den kinesiske by Guangdong. Manden udviste ifølge WHO symptomer på sygdommen, da han rejste, og er nu indlagt.

Mers har skabt frygt i Sydkorea, hvor knap 2.000 skoler holder lukket, mens 2.300 mobiltelefoner, som tilhører både smittede og potentielt smittede personer, nu vil blive sporet, så man kan kortlægge personernes tidligere færden og dermed dæmme op for udbruddet.

Selv om verdenssundhedsorganisationen WHO ikke har nogen rejseanbefalinger som følge af udbruddet, har man i Hongkong valgt at fraråde unødige rejser til Sydkorea - særligt for personer med kroniske sygdomme.

Ved samme lejlighed har Hongkong forhøjet alarmberedskabet fra ”beredt” til ”alvorlig”. Det betyder strammere kontrol ved grænseovergange og hurtigere prøvesvar fra mistænkte sygdomstilfælde.

Lungesygdom skaber panik og lukker skoler

I Fastlandskina holder man et ekstra skarpt øje med de indrejsende, og flyselskaber er blevet bedt om at indrapportere passagerer med feber.

Kina og de administrative regioner Hongkong, Macau og Taiwan blev særligt hårdt ramt, da virussygdommen Sars, der er en coronavirus ligesom Mers, brød ud i 2002-2003. Over 8.000 personer verden over blev smittet med sygdommen, som dræbte i alt 916, 829 af dem i Kina og regionerne.

Også Singapore, Vietnam og Malaysia oplevede dødsfald, mens Sydkorea kun fik tre smittede, der alle overlevede.

Malaysia har som Hongkong anbefalet, at man holder sig fra Sydkorea, og i Singapore er skolerejser til landet udskudt eller aflyst. I Vietnam og Cambodja bliver alle indrejsende fra Sydkorea screenet.

Ifølge en koreansk turistorganisation aflyste 25.000 personer deres rejser til Sydkorea mellem 5. og 7. juni, og dermed kan udbruddet få store konsekvenser for landets økonomi.

Flere eksperter har dog udtalt, at der ikke umiddelbart er grund til at frygte, at der bliver tale om en pandemi, da Mers vurderes ikke at være voldsomt smitsom.

Således er person-til-person-smitte i udgangspunktet sket blandt mennesker, som har været i meget tæt kontakt med hinanden og ofte i forbindelse med sygdomspleje.

Men, lyder det fra WHO, der er stadig meget, som man ikke ved om sygdommen, heriblandt præcis hvordan den smitter.

Mers blev første gang opdaget i Saudi-Arabien i 2012, og man mener, at smitten oprindeligt stammer fra kameler og dromedarer, fordi man har fundet Mers-antistoffer i de drøvtyggende dyr i både Mellemøsten og Afrika. Men virussen er også fundet i flagermus.

Mers angriber luftvejene, og personer, som i forvejen har svækket helbred, er mere tilbøjelige til at blive smittet og vil også ofte blive hårdere ramt.

Symptomerne er feber, hosten, vejrtrækningsproblemer. Nogle begynder også at kaste op eller får diarré, og de mere alvorlige komplikationer er lungebetændelse og nyresvigt.

Inkubationstiden er fra 2 til 14 dage.

Artiklens emner
Mers