Valg i Kashmir signalerer en ny epoke for det omstridte territorium
Kashmir blev indlemmet i Indien i 2019 og skal for første gang vælge et delstatsparlament som indisk territorium.
Hippiernes drømmeland med husbåde på søen for foden af Himalayas maleriske tinder. Den gamle prinsestat med ægte maharajaer og paladser. Bagtæppet for tre krige mellem Indien og Pakistan i en uløselig konflikt med Kina som tredje hjul i giggen – og i konkurrence med Palæstina om den alt andet end flatterende status som FN’s ældste uløste konflikt.
Kashmir rummer både søde drømme og mareridt.
FN’s involvering i Kashmir og Palæstina er baseret på resolutioner fra 1948. De først udsendte i en fredsbevarende operation nåede Palæstina i 1948, mens de første FN-observatører ankom til Kashmir den 24. januar 1949. Tidligere på året blev 75-års jubilæet markeret med en ceremoni i FN-operationens hovedkvarter i Islamabad (hovedkvarteret flyttes hvert halve år mellem Islamabad i Pakistan og Srinagar i den indisk kontrollerede del af Kashmir).