Myanmars undergrundsregering vil sælge juntalederens ejendomme
Eksilregeringen i Myanmar vil lancere en virtuel bank, kryptovaluta og crowdfunding i kampen mod militærjuntaen, der for to år siden tog magten.
BANGKOK
Mens der tælles ned til toårsdagen for kuppet i Myanmar, har undergrundsregeringen løftet sløret for, hvordan den finansierer – og fremover vil finansiere – kampen mod militærjuntaen.
Det sker i en moderne udgave af en guerillakrigsfinansiering, der blandt andet omfatter salg af ejendomme tilhørende juntaleder Min Aung Hlaing – forretninger, der naturligvis først kan effektueres den dag, da juntaen mister magten.
Tilsvarende vil en række andre af eksilregeringens finansielle initiativer i form af investeringer udefra først kunne honoreres efter et magtskifte.