Sikkerhedsstyrker kørte bil ind i demonstranter i Myanmar

Der frygtes at være døde blandt demonstranter, der blev udsat for vold fra sikkerhedsstyrker i Myanmar.

Artiklens øverste billede
Personer modtager behandling, efter at sikkerhedsstyrker i Myanmar søndag har anvendt vold mod demonstranter. Foto: Ritzau Scanpix

Sikkerhedsstyrker har søndag morgen i Myanmar kørt en bil ind i folk, der demonstrerede mod det kup, som fandt sted i februar i landet.

Dusinvis af mennesker er blevet såret, og der frygtes også at være døde.

Det oplyser to vidner til hændelsen, som fandt sted i storbyen Yangon.

Over 1300 mennesker er blevet dræbt siden kuppet. Men ikke desto mindre er der fortsat spredte protester mod militæret.

Protesterne består ofte af små grupper, som er imod den militære magtovertagelse og tilsidesættelsen af den valgte regering, der havde landets væltede de facto-leder Aung San Suu Kyi i spidsen.

Søndag havde demonstranter arrangeret en flash mob, der blev påkørt, blot få minutter efter at den begyndte.

- Jeg blev ramt og faldt ned foran en lastbil. En soldat slog mig med sit gevær, men jeg forsvarede mig og skubbede ham tilbage, siger en demonstrant, der ønsker at være anonym, på telefon til Reuters.

- Så skød han med det samme mod mig, da jeg løb væk i en zigzagbevægelse. Heldigvis lykkedes jeg med at flygte.

/ritzau/Reuters

Andre læser

Mest læste

Del artiklen