Oppositionspolitiker i Myanmar: Fortsæt oprøret frem mod en revolution
12 demonstranter er blevet dræbt af militæret under sammenstød lørdag.
»På trods af vores uenigheder tidligere er det nu tiden til at forene vore kræfter og gøre en ende på diktaturet for altid«.
Sådan lyder opfordringen fra oprørslederen Mahn Win Khaing Than efter lørdagens blodige sammenstød mellem demonstranter og militæret i Myanmar, hvor 12 blev dræbt. Det skriver BBC.
Mahn Win Khaing Than er medlem af partiet National League for Democracy, NLD, der vandt valget i november 2020. Men militæret hævdede efterfølgende, at valget havde været præget af svindel, og NLD blev frataget magten 1. februar.
Oprørslederen Mahn Win Khaing Than er nu i eksil et ukendt sted, hvorfra han og andre partimedlemmer, der undslap arrestation, har dannet en ny organisation - the Committee for Representing Pyidaungsu Hluttaw (CRPH). Organisationen søger international anerkendelse som Myanmars retmæssige regering.
»Vi vil danne et demokrati for alle, der i årtier er blevet undertrykt. Denne revolution vil give os muligheden, hvis vi står sammen,« skrev Mahn Win Khaing Than i en opfordring på Facebook.
Militærjuntaen betragter imidlertid CRPH som værende en illegal organisation og advarer om, at alle, der støtter den, vil blive retsforfulgt.
Internationale iagttagere betvivler militærets anklager om valgsvindel og har, ifølge BBC, udtalt, at der ikke fandt uregelmæssigheder sted. Militæret har også påstået, at den demokratisk valgte civile leder Aung Suu Kyi uretmæssigt har modtaget millioner af kr. og 11 kilo guld - uden at komme med beviser.
Aung Suu Kyi er de seneste fem uger blevet tilbageholdt på en hemmelig adresse og anklages for flere lovovertrædelser, herunder at være skyld i ”frygt” i befolkningen, at være i besiddelse af radioudstyr og ikke at overholde corona-restriktioner.
Militærets brutale konfrontationer med demonstranter har kostet dusinvis livet de seneste uger, hvilket har afstedkommet udbredt international fordømmelse. USA har senest varslet sanktioner mod ledende militærfolk.
Myanmar, tidligere Burma, blev uafhængigt af Storbritannien i 1948 og har været under militærstyre i størstedelen af tiden herefter. I 2010 skete der en politisk opblødning, hvilket førte til frie valg i 2015 og etableringen af en folkevalgt regering året efter med Aung San Suu Kyi i spidsen.
Få mere udlandsnyt i ørerne med ”Verdenshjørner”. Lyt til de seneste episoder herunder.