Fortsæt til indhold
Asien

Nye satellitbilleder: Nordkorea river atomcenter ned

Det eneste kendte nordkoreanske atomtestcenter er ifølge en amerikanske observationsgruppe ved at blive revet ned.

Forud for mødet mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, den 12. juni i Singapore er Nordkorea i fuld gang med at nedrive landets eneste kendte atomtestcenter, Punggye-ri.

Det skriver 38 North, der er en webside drevet af tidligere amerikanske diplomater.

Som dokumentation fremviser siden satellitbilleder af det nordkoreanske testcenter fra den 7. maj, hvor det tydeligt fremgår, at flere faciliteter er ved at blive revet ned.

På nedenstående link kan man se før- og efterbilleder fra en satellit, der viser nedrivningsprocessen

Ifølge The Guardian er Punggye-ri testcenter, som ligger i den nordøstlige del af landet, brugt ved seks forsøg med atomvåben. Stedet er øjensynligt valgt på grund af dets beliggenhed langt inde i en bjergkæde.

Under Kim Jong-uns møde med den Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, lovede han, at Nordkorea vil lukke Punggye-ri, da landet ikke længere vil have brug for anlægget.

Der har været forlydender om, at testcentret allerede var kollapset under et jordskælv, men det afviser Kim Jong-un selv som årsag til, at centret nu lukkes.

Det nordkoreanske udenrigsministerium har meldt ud, at man vil invitere udenlandske journalister til overvære den endelige nedrivning af Punggye-ri.