Australsk mand sagsøger flyselskab: Blev mast af overvægtige medpassagerer
Passageren var angiveligt nødt til at krumme sig sammen, læne sig fremad og enkelte gange stå op.
Australske Michael Anthony Taylor sagsøger flyselskabet American Airlines for 100.000 dollar, svarende til over 678.000 kr.
Årsagen er, at australieren under en 14-timers flyvetur fra Sydney til New York endte på en sæderække med to »voldsomt overvægtige« personer, hvilket skulle have givet ham store gener efterfølgende.
Det skriver news.com.au.
Ifølge Michael Anthony Taylor selv var han under flyveturen nødt til at krumme sig sammen, læne sig fremad og enkelte gange stå op.
Flere gange skulle han have bedt kabinepersonalet om at få lov til at skifte sæde - men forgæves.
Selv om flyveturen var i 2015, påvirker den stadig Michael Anthony Taylor i dag, påstår han selv via sin advokat. Han havde i forvejen rygproblemer, ondt i nakken og problemer med en kurvet rygsøjle, hvilket dog blev forværret af flyveturen.
Flere flyselskaber planlægger at indskrænke den enkelte passagerers plads på deres fly yderligere.
Bl.a. vil American Airlines formindske benpladsen mellem flysæderne med fem centimeter på tre rækker på flere af deres fly, skrev CNN Money tidligere på ugen.
Også British Airways vil reducere benpladsen fra 76 centimeter til 73,5 centimeter, skriver Daily Mail.