Her dyrker danskere, svenskere og nordmænd seksuelt misbrug af børn
På ni måneder har over 427.000 personer tilmeldt sig et skjult forum på det mørke net, hvor de dyrker seksuelt misbrug af børn. Blandt dem er skandinaver, som har fået deres eget forum, hvor de taler sammen på norsk, svensk og dansk, afslører et norsk dagblad.
»Jeg er kun pædofil på internettet. Men jeg er meget fristet til at prøve det i det virkelige liv.«
I et mørkt hjørne af internettet sidder en gruppe mennesker og føler sig så trygge, at de kan snakke om hvad som helst. Også om muligheden for at begå overgreb mod børn. Flere af dem er fra Norge. Også den mand, som er citeret ovenfor.
Det er et lille hjørne, som på kort tid har vokset sig stort.
I 2015 kunne den norske avis VG afsløre 78 nordmænd, som brugte det åbne net til at downloade børneporno. I sommeren 2016 skrev avisen om, at der er norske mænd, der betaler for at se live-overgreb mod børn på bestilling fra Filippinerne.
Nu har jeg været pædofil i 60 år, og jeg har prøvet lidt af hvert. Mine aktiviteter er for det meste foregået på legepladser.dansk pædofil mand på TOR-netværket
Men disse ugerninger findes også på det mørke net.
I sommeren 2016 offentliggjorde det norske politi i Bergen, at de havde brugt et år på at afsløre overgrebsmænd på nettet. Aktionen resulterede i, at 51 personer i Norge blev anholdt og sigtet. Ifølge politiet foregik en stor del af efterforskningen på det såkaldte mørke net.
Det er usædvanligt.
Det mørke net er netop kendt for at sikre sine brugere total anonymitet. ”Operation Dark Room” er imidlertid blot den seneste i en række politiaktioner på verdensplan, som viser, at drømmen om anonymitet er forbi.
Omkring 10.000 hjemmesider
På det mørke net krypteres internetbrugerens færden og besøg på hjemmesider på en måde, så udenforstående ikke har mulighed for at identificere brugeren. Dette gør det mørke net til et egnet sted for personer, som gerne vil undgå loven, uanset om det er for at undgå censur eller fængselsstraf.
Det er svært at sige, præcis hvor stort det mørke net er, fordi der er så meget indhold og så mange sider, som er skjulte og krypterede. Den finske sikkerhedsrådgiver Juha Nurmi har i flere år scannet det mørke net, og han anslår, at der findes op mod 10.000 hjemmesider, der til enhver tid har omkring 2 millioner brugere. Det åbne net, som vi alle bruger i det daglige, har til sammenligning 47 milliarder hjemmesider. Det mørke net er med andre ord en lillebitte afkrog af det store net.
Men selvom det mørke net er lille, så tiltrækker det en stor andel af kriminelle. På det mørke net er der markedspladser, hvor kan man købe doping, våben, illegale tjenester som f.eks. hacking og identitetstyveri. Det er også her, at pædofile kan finde overgrebsmateriale. Ifølge den norske avis VG blev der etableret et nyt site for pædofile i april 2016.
På bare ni måneder har sitet fået 427.000 medlemmer. Hvis man sammenligner med de tal, som den finske sikkerhedsrådgiver Juha Nurmi oplyser, så er der tale om en stor andel af det samlede antal brugere på det mørke net.
Ifølge VG er flere af medlemmerne fra Norge. 11 personer fortæller uopfordret, at de er norske. Andre viser tydeligt, at de kan læse og forstå norsk. I forummet er der 39 personer fra Skandinavien, som VG kender til.
Skandinaverne har deres eget debatforum. Her taler de med hinanden på norsk, svensk og dansk.
Debatforummet blev oprettet på opfordring fra en nordmand:
»Kunne vi ikke få oprettet et norsk eller skandinavisk forum? Jeg er ikke så god til at skrive på engelsk, så at få et sted, hvor man kan slappe af og skrive på norsk, ville være himmelsk.«
Ifølge VG er der tale om en ung mand, der på et tidspunkt har arbejdet i en børnehave.
Tre nordmænd identificeret
Hele formålet med det mørke net er, at folk er sikret anonymitet. Alligevel er det lykkedes VG at finde frem til norske og skandinaviske brugere i det hemmelige forum.
Ifølge VG brugte man i december to uger på at indsamle data systematisk fra forummet. Ved sammenholde disse oplysninger med information fra det åbne net og data fra VG’s tidligere artikler om overgreb mod børn, er det lykkedes avisen at identificere tre nordmænd.
En af disse er en genganger fra artikelserien ”Nedlasterne” (folk, der downloader, red.) fra 2015, hvor 78 nordmænd, som downloadede overgrebsmateriale, blev identificeret og konfronteret af VG’s journalister.
»Hej alle sammen, norsk pædo her. Dejligt at se, at der en skandinavisk gruppe,« skrev denne mand i det nye forum i oktober sidste år.
Ud over de tre nordmænd har VG kendskab til en dansk og en svensk mand, som man endnu ikke har fået bekræftet identiteten på.
Snakkesalig dansk mand: Jeg rørte ved børn i sandkassen
Den danske mand er særligt aktiv og snakker om, hvordan man kan begå fysiske overgreb uden at blive taget i det.
»Nu har jeg været pædofil i 60 år, og jeg har prøvet lidt af hvert. Mine aktiviteter er for det meste foregået på legepladser,« skriver han.
Han fortæller, hvordan han har befamlet børn, under påskud af at han hjalp dem i sandkassen.
Han føler sig tryg på det mørke net og tror ikke på, at det vil lykkes politiet at få fat på ham:
»De bruger alle ressourcer på at få os tiltalt og dømt. Hvis det lykkes dem at finde os, ha ha.«
Danskeren reagerer også på nyheden om det norske politis efterforskning i Bergen.
»Ja, det er sort uheld, kan man sige. Trist. Trist.«
Siden har flere debatforummer for folk med andre nationaliteter og sprog. Her kan medlemmerne diskutere emner og hilse på hinanden. Ligesom mændene fra Skandinavien.
»Hej til alle. Det bliver godt at kunne skrive på sit modersmål i stedet for at skulle skrive på engelsk hele tiden,« skriver en dansker, da han præsenterer sig på hjemmesiden.
Somme tider er omgangstonen både rå og eksplicit, andre gange udtrykker medlemmer omsorg for hinanden.
»Hvis du går rundt med tanker, som du ikke kan dele med andre, kan du altid skrive til mig. Jeg har været igennem en masse og vil gerne hjælpe,« skriver en anden dansk mand.
Ikke så anonyme, som de tror
Brugerne på det mørke net virker skråsikre i overbevisningen om, at de er anonyme, men to store politiaktioner – den ene i Norge og den anden i USA – har vist, at der ikke er nogen garanti for brugerne.
»Det mørke net er udviklet for at brugerne kan optræde anonymt. Den anvendte teknologi gør det svært at finde frem til personer, men ikke umuligt,« siger Jan Henrik Schou Straumsheim, der er sikkerhedsrådgiver i konsulentvirksomheden PwC.
Det samme siger det norske politi i Bergen.
»Dark Room-efterforskningen går bl.a. på strafbare handlinger, som er begået på det mørke net. Gerningsmændene, som vi efterforsker, har haft med overgrebsmateriale at gøre – både på det åbne net og på det skjulte net,« siger politiadvokat Janne Ringset Heltne fra politiet i Bergen.
Hun ønsker ikke at oplyse, hvordan politiets efterforskning foregår på det mørke net. De kriminelle skal ikke få tips til, hvordan de kan undslippe loven.
»Politiets efterforskning på det mørke net tager tid og kræver ressourcer. Men politiet er der, og ingen skal føle sig sikre på, at de kan færdes derinde uden at blive opdaget,« siger Janne Ringset Heltne.
FBI overtog styringen
Selvom det norske politi ikke vil afsløre, hvordan det opererer, ved man, hvordan de amerikanske efterretningstjenester FBI og NSA normalt griber opgaven an.
»Der er efterforskningsmetoder, som man bruger på det mørke net. Den første metode er at følge spor, som brugerne bevidst eller ubevidst efterlader sig. Disse spor kan være med til at afsløre deres identitet. Den anden er masseovervågning, hvor man samler store mængder information ind fra et stort antal kilder. Hvis efterforskerne har informationer nok, kan de kryptere sig frem til personer,« siger Jan Henrik Straumsheim.
Han har arbejdet sammen med Europol i en række sager på det mørke net.
»Masseovervågning er en metode, som vi kender fra Edward Snowden-sagen, og det bliver brugt meget af bl.a. NSA.«
I den senere tid har der været journalister, som har opsporet folk og interviewet dem. Det er noget, som jeg selv finder meget skræmmende, så jeg er vældig bange for at gøre noget selv.en bruger på det pædofile netværk omtaler den seneste tids pressekampagne
Den tredje metode er den, som FBI brugte, da de overtog websitet PlayPen, siger Jan Henrik Straumshein og uddyber:
»Indtil februar 2016 var PlayPen det største mødested for pædofile på det mørke net. Dengang fik FBI et tip, som gjorde, at de kunne anholde en af bagmændene og overtage styringen med websitet.«
Da FBI havde overtaget styringen, gjorde de noget opsigtsvækkende. I stedet for at lukke sitet ned, drev de det i 13 dage, mens de samlede oplysninger om brugerne.
»De inficerede tusindvis af computere med malware, der havde til formål at få computerne til at afsløre deres IP-adresse.«
Lignende programmer kan også bruges til at gennemføre ”digitale ransagninger”. Her indsamler man oplysninger, der er lagret på selve computeren, og som den sender tilbage til afsenderen – der i dette tilfælde var FBI.
»Norsk politi får snart adgang til efterforskningsmetoder, som ligner dem, vi har set på denne sag,« siger Jan Henrik Straumsheim.
I løbet af de 13 dage, da FBI drev websitet, var der over 100.000 brugere på besøg på PlayPen. Oplysninger om brugerne blev efterfølgende brugt til at anholde personer i hele verden. Alene i USA blev 140 personer anholdt.
Skandinavisk debatforum
Efter at FBI lukkede hjemmesiden ned, var der stille blandt de pædofile på det mørke net. Men kun i kort tid. Data, som deles mellem personer, forsvinder aldrig.
Video om FBI’s afsløring af PlayPen, indtil februar 2016 det største mødested for pædofile på det mørke net:
»Jeg blev ransaget af FBI efter PlayPen-operationen. Det er over et år siden,« skriver en amerikaner, da han præsenterer sig for fællesskabet i forummet, som VG har overvåget.
I lighed med de 51 mistænkte fra Operation Dark Room er de ca. 427.000 medlemmer interesserede i overgreb mod børn – i at se andre gøre det eller gøre det selv.
Jeg vil gerne starte en tråd om, hvordan man kommer i snak med børn på nettet.nordmand på forummet
Større forsigtighed
Der findes lyspunkter i mørket. Blandt andet snakker mændene om VG’s afsløringer fra sommeren 2015. Muligheden for at blive konfronteret af VG har medvirket til, at flere af brugerne er blevet mere forsigtige.
»I den senere tid har der været journalister, som har opsporet folk og interviewet dem. Det er noget, som jeg selv finder meget skræmmende, så jeg er vældig bange for at gøre noget selv,« skriver en mand.
Han beskriver sig selv som pædofil med ønsker om at begå overgreb.
»Men jeg er simpelthen ikke modig nok til at gøre det, med det fokus der er på pædofile i dag.«
Afsløringer af pædofile i svenske medier
Den norske avis VG afslørede i sommeren 2015 78 nordmænd, som havde downloadet overgrebsmateriale fra internettet. Men også i Sverige kan medierne berette om afsløringer af pædofile.
For nylig udgav de to svenske aviser Aftonbladet og Svenska Dagbladet en artikelserie, hvor de afslørede 72 mænd, som også har downloadet overgrebsmateriale.
De to aviser har arbejdet med projektet i et halvt år og har konfronteret 33 af mændene. I lighed med de norske pædofile kommer svenskerne fra alle samfundslag.
En mand, som VG kender til, svarer:
»Jeg er helt enig her. Jeg føler mig tryggere bag skærmen, end hvis jeg gik ud og prøvede i virkeligheden.«
Da VG konfronterede pædofile i deres artikelserie for halvandet år siden, gik alle mændene meget op i at understrege, at de ikke selv begik overgreb eller var i kontakt med andre. På det mørke net er tonen en anden.
Når mændene diskuterer metoder, som de bruger for at komme i kontakt med børn, lægger de ikke fingrene imellem.
»Jeg vil gerne starte en tråd om, hvordan man kommer i snak med børn på nettet,« skriver en nordmand. Han blev medlem i sommer og er blandt de mest aktive nordmænd i forummet.
Han har selv mange forslag til, hvordan man kan komme i kontakt med børn:
»Lade, som om man er på deres alder? Bruge tid på at snakke om skolen og spørge ind til, hvordan deres hverdag er. Denne viden kan man så bruge over for andre børn (få det til at lyde, som om man selv er et barn.)«
Han foreslår også at man kan se den norske ungdomsserie ”Skam” og høre musik, som børn godt kan lide – f.eks. Marcus og Martinus eller Justin Bieber.
Han får svar fra en anden nordmand:
»Jeg tænkte, at jeg i første omgang ville forsøge at vinde barnets tillid og så gradvist flytte fokus over på sex. Måske forsøge at få nøgenbilleder eller video på sigt.«
»Prøv at skrive på chatten, at du er lidt ensom, eller er blevet uvenner med nogen. Det kan mange børn relatere til,« foreslår en dansker.
Selvom man ikke er lærer på en skole, så er der mange muligheder for at komme i kontakt med børn nu om dage. Det er på mange måder et tag selv-bord, hvis man spiller sine kort rigtigt. Og lærerne er nærmest glade for at overlade børnene til dig!en pædofil giver gode råd på DarkNet
Pædofil mand klager: For få fotos af nordiske børn
En af mændene klager over, at han stort set ikke har overgrebsmateriale med skandinaviske børn.
»Jeg har nok over 10.000 videoer, men kun en håndfuld af dem er med skandinaviske børn.«
En af mændene svarer:
»Det er, fordi skolen og forældrene lærer dem, at de ikke skal lade sig filme.«
At potentielle overgrebsmænd selv bekræfter, at undervisning i god internetadfærd virker, er godt nyt for psykolog Svein Øverland.
»I dag får mange børn i skoler og børnehaver en god oplæring i, hvad der er god og dårlig kropskontakt. Det er helt normalt, at voksne og børn rører ved hinanden, giver hinanden et kram osv. Men det er vigtigt at vide, hvor grænsen går,« siger han.
Kaja Hegg, der er rådgiver hos Red Barnet i Norge, har arbejdet længe med kampagner, der skal lære børn og unge, hvordan de begår sig på nettet. Hun er både og overrasket og glad, da hun hører, at mændene på det mørke net klager over norske børns færdigheder.
»Norske børn er meget på nettet, men budskabet om, at man ikke skal dele billeder af sig selv, er åbenbart sivet ind,« siger hun.
»Dette er overraskende positivt. Det viser, at det virker, når vi lærer børn at begå sig på nettet, og at de bliver modstandsdygtige.«
Der er ingen, som giver udtryk for, at det, der bliver snakket om, er sygt. Tværtimod, så bekræfter de hinanden i, at det er okay gerne at ville begå overgreb. Langsomt bliver de mere ekstreme i deres tankegang. Det er helt normal gruppepsykologi.Svein Øverland, , psykolog og rådgiver i forvaringsafdelingen i Trondheim fængsel, specialist i at risikovurdere overgrebsmænd
Psykolog: Mennesker i en forskruet virkelighed
Psykologen Svein Øverland ved Brøset i Trondheim er rådgiver i forvaringsafdelingen i Trondheim fængsel og specialist i at risikovurdere overgrebsmænd. Han mener, at når pædofile opholder sig i et forum som dette, så er det med til at forstærke og normalisere deres ønske om selv at begå overgreb.
»Samtalerne i forummet bliver ikke korrekset. Der er ingen, som giver udtryk for, at det, der bliver snakket om, er sygt. Tværtimod, så bekræfter de hinanden i, at det er okay gerne at ville begå overgreb. Langsomt bliver de mere ekstreme i deres tankegang. Det er helt normal gruppepsykologi,« siger Svein Øverland.
Det er svært at sige, om mændenes fortællinger er virkelige eller reelt bare er fantasier. Dette er imidlertid mindre vigtigt, mener psykologen.
Selv fantasier kan være farlige
»Det kan være virkeligt, eller det kan være en form for mental leg. Men selv hvis der kun er tale om fantasier, er de stadig med til at flytte grænser og øge risikoen for, at fantasierne bliver til virkelighed.«
På trods af at mændene snakker om skoler og legepladser som egnede sted at komme i kontakt med børn, mener Svein Øverland ikke, at forældre skal lade sig skæmme.
»Det er ikke unormalt, at voksne, som er interesserede i børn, arbejder i skoler og institutioner, hvor de kommer i kontakt med børn. Men det betyder ikke, at man skal gå ud og mistænkeliggøre alle, som arbejder med børn. Det vigtigste er, at man lærer barnet, hvordan det skal begå sig, og sikrer, at man som forælder har en god og tillidsfuld kontakt med skole og børnehave. Man kan ikke gå rundt og tænke i skrækscenarier hele tiden,« siger han.