Præsidenter hylder den »eminente statsmand« Fidel Castro
Præsidenter fra hele verden sætter store ord på den cubanske revolutionære leder, selv om han overtrådte flere menneskerettigheder under sit 49-årige lederskab.
Den mangeårige cubanske leder Fidel Castros død fredag aften dansk tid har affødt reaktioner fra ledere i hele verden.
Den nu afdøde diktator blev anset som en tyran af særligt USA, mens mange venstreorienterede verden over så ham som en helt og en frihedskæmper.
Men at manden, som skabte en kommunistisk revolution i Cuba og lagde sig ud med mægtige USA, har gjort indtryk på verden, kan ikke diskuteres. Det viser sig også i kommentarerne, som er kommet, efter Fidel Castros lys slukkede som 90-årig.
Blandt de første til at udsende en officiel udtalelse var den franske præsident Francois Hollande, der sidste år besøgte Cuba som den første franske præsident i over 100 år.
»Han var en personificering af den cubanske revolution, både i forhold til håbet og den senere frustration, som blev vækket i cubanerne. Han var en stor figur af Den Kolde Krig og den epoke, som førte til faldet af Sovjetunionen. Han har givet cubanerne en mulighed for at være stolte af friheden fra fremmede herredømmer ... Jeg sender min medfølelse til Raul Castro, hans familie og til den cubanske nation,« skriver Francois Hollande i en officiel udtalelse.
Mens kommentarerne fra amerikanske politikere har været barske og fordømmende mod den afdøde revolutionære leder, er der store ord fra Ruslands præsident Vladimir Putin:
»Navnet på denne eminente statsmand kan med rette betragtes som et symbol på en hel epoke i verdenshistorien. Det frie og uafhængige Cuba, som han og hans allierede opbyggede, er blevet et indflydelsesrigt medlem af det internationale samfund og et inspirerende eksempel for mange lande.«
Siden Fidel Castro startede revolutionen i Cuba tilbage i 1958, har det kommunistiske styre modtaget støtte fra det tidligere Sovjetunionen. Castros alliance med Sovjetunionen gjorde ham derfor til en central spiller under Den Kolde Krig, særligt da missilkrisen i 1962 bragte verden uhyggeligt tæt på en atomkrig.
»Fidel Castro var en sand og loyal ven af Rusland. Han har personligt investeret masser i etableringen og udviklingen af en stærk russisk-cubanske relation,« skriver Putin i en officiel udtalelse.
Det kolde forhold mellem USA og Cuba er stadig til stede, selv om begge nationer forsøger at skabe forsoning. Men for mange latinamerikanske lande har Cuba altid været til forbillede for frihed, velstand og revulotion.
Derfor hylder flere sydamerikanske lande den afdøde diktator dagen derpå. Venezuelas præsident Nicolas Maduro har skrevet et tweet, der henviser til den yacht, som Fidel Castro og hans bror Raul Castro sejlede i til Cuba for at lancere deres revolution:
»60 år efter Granma sejlede fra Mexico, sejler Fidel mod udødelighed for alle dem, der kæmper hele deres liv ... Mod sejren, altid!«