Fortsæt til indhold
International

USA-ekspert: Trumps racismekommentar genantænder republikansk konflikt

Donald Trump har med sin udtalelse mod dommeren, Gonzalo Curiel, bragt sig i nye problemer, der tænder ny ild i Republikanernes interne konflikt, mener ekspert.

For få dage siden blev der manet til fred mellem Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, og den magtfulde republikaner og formand for Repræsentanters hus, Paul Ryan, da sidstnævnte i et debatindlæg erklærede sin støtte til Trump trods forskellige synspunkter på mange områder.

Men solen skulle ikke stå op mange gange, før Paul Ryan igen kritiserede sit eget partis kandidat til præsidentvalget den 8. november.

Tirsdag kaldte Paul Ryan Trumps udtalelse om den dommer, der lige nu behandler en sag mod det såkaldte Trump University, for »ordbogsdefinitionen på en racistisk kommentar«.

Dommeren, der står i midten af i den republikanske konflikt, er Gonzalo Curiel. På baggrund af hans latinamerikanske rødder underkendte Trumps hans autoritet som dommer, fordi han var »mexicaner« og »en hader af Trump«.

Men de nye beskyldninger om racisme fra Paul Ryan er alvorlige for præsidentkandidaten, mener ekspert i amerikansk politik og redaktør på Kongressen.com, Anders Agner Pedersen.

»Det er ikke tilfældigt, at Paul Ryan tirsdag langer hårdt ud efter Donald Trump. Ryan har været meget utilfreds med den måde, Trump har udtalt sig om dommeren. Trump havde lige fået skabt lidt fred med Ryan, som virkelig er en central person hos Republikanerne, men nu står han igen i alvorlige problemer på de interne linjer med nye anklager om racisme,« siger Anders Agner Pedersen.

Det er ikke først gang, at den mere moderate republikaner Paul Ryan står frem med beskyldninger om racistiske kommentarer fra Trump. Da Trump tidligere i primærvalgkampen sagde, at alle muslimer skulle sendes ud af USA, var Paul Ryan en af de tungeste kritikere.

»Det er vigtigt for Trump at få ro internt i partiet, men når en mand som Paul Ryan sender så skarpe ord i retning mod Trump, skal han tage det alvorligt. Ryan trækker nemlig flere centrale republikanere med sig i kritikken, og det kan betyde et splittet parti, når præsidentvalgkampen går ind i sin afsluttende fase,« siger Anders Agner Pedersen.

Det kan i sidste ende have indflydelse på Trumps chancer for at sætte sig i Det Hvide Hus, mener USA-eksperten.

»Mange republikanere er fortsat meget kritiske over for den præsidentkandidat, de har fået. Men hvis partiets centrale personer kan samles om Trump trods uenigheder, vil han stå meget stærkere som kandidat. Problemet er bare, at udtalelser som denne skubber den moderate fløj med Paul Ryan i spidsen væk. Trumps udtalelser genantænder virkelig den republikanske konflikt«.

Donald Trumps kommentar mod dommeren, Gonzalo Curiel, kommer efter en klage over Trump University, som uddanner folk inden for forretningsverdenen. Beskyldninger mod universitetet lyder, at man intet lærer, og at mange derfor har tabt en masse penge på det.

Gonzalo Curiel har latinamerikanske rødder, men er født og opvokset i USA.

Fra onsdag kl. 7:30 kan du her på siden se JP TV's udsendelse "Det Ovale Kontor", hvor Jyllands-Posten sammen med Anders Agner Pedersen følger primærvalgene i de sidste amerikanske delstater.