Paven er blevet part i bitter strid mellem Argentina og Storbritannien
Et kontroversielt skilt er blevet seneste pust til ilden i striden om Falklandsøerne.
Los Angeles
Den lille øgruppe Falklandsøerne i den sydlige del af Atlanterhavet kan stadig få de diplomatiske relationer mellem Argentina og Storbritannien til at vakle.
Ikke nok med, at de to nationer udkæmpede en krig om Falklandsøerne i 1982, så har diskussionerne om, hvem der har retten til øgruppen med de godt 3.000 beboere taget til, efter der tidligere på året blev gjort oliefund ved øerne.
Onsdag blev selveste paven også blevet en del af konflikten. Det skete, da pave Frans holdt audiens i Vatikanet. Her blev han således overrakt et skilt med et billede af den omstridte øgruppe og en tekst, der opfordrede til dialog mellem Argentina og Storbritannien om Falklandsøernes status.
Sådan et budskab, harmløst som det end måtte virke, er en klar støtte til det argentinske synspunkt i konflikten. Storbritannien har således nægtet enhver form for dialog med argentinerne, siden en folkeafstemning på Falklandsøerne i 2013 klart valgte at forblive som oversøisk, britisk territorium.
Så sent som i juni måned kom det til et hårdt, verbalt sammenstød mellem den britiske premierminister David Cameron og den argentinske udenrigsminister Héctor Timerman, da sidstnævnte forsøgte at sætte emnet på dagsordenen under et topmøde mellem EU og de latinamerikanske lande.
Netop Timerman samt den argentinske præsident Cristina Fernández de Kirchner var hurtige til at gribe muligheden, da billederne af pave Frans med det kontroversielle skilt begyndte at florere i den internationale presse.
Kirchner lagde således straks billederne på det sociale medie Twitter, hvor hun ledsagde dem med budskabet "MalvinasArgentinas". Malvinas er det spanske navn for Falklandsøerne, og følgeteksten kan således oversættes med "de argentinske Falklandsøer".
Vatikanet har siden nægtet, at den katolske kirkes overhoved vidste, hvad det var, han holdt i hænderne, da han fik overrakt skiltet. Over for flere internationale medier har en talsmand for kirken forklaret, at paven modtager mange genstande under en audiens.
Udlægningen er dog en noget anden, hvis man spørger manden, der gav paven det famøse skilt. Til den argentinske avis Clarín har Gustavo Hoyo, der er en af frontfigurerne i den argentinske bevægelse for dialog om øerne, forklaret, at paven var fuldt bevidst om, hvad han modtog.
"Jeg forklarede ham, hvad det drejede sig om, og derefter tog han venligt imod skiltet og fik taget billedet. Han kunne have ladet være med at gøre det, men det gjorde han ikke," lyder det fra Hoyo til den argentinske avis.
Billederne er opsigtsvækkende, da paven før har afvist at gå ind i konflikten. Det skete som noget af det første i pave Frans' tid som pave, efter Cristina Fernández de Kirchner ellers havde bedt ham om det.
Krichners ønske var ikke grebet helt ud af den blå luft. Før han blev pave Frans, var Jorge Mario Bergoglio, som er pavens fødenavn, biskop i den argentinske hovedstad Buenos Aires.
Ifølge den engelske avis The Guardian udtrykte han i denne egenskab sympati for den argentinske kamp for Falklandsøerne. Det skete blandt andet under en mindehøjtidelighed for de faldne, argentinske soldater under Falklandskrigen i 2012, der markerede 30-året for krigen udbrud.
"Bed for de, som faldt, sønnerne af vort hjemland, der drog ud for at forsvare deres fædreland og genvinde det af deres hjemland, der blev taget fra dem," lød det således dengang fra manden, der i dag er pave.
Pave Frans har da også markeret sig som en særdeles aktivistisk pave, der blandt andet spillede en afgørende rolle i den begyndende forsoning mellem USA og Cuba, formelt har anerkendt den palæstinensisk stat, ligesom han har advaret mod menneskehedens betydning for den globale opvarmning.
Storbritannien har i første omgang nægtet at udtale sig om pavens indblanding i konflikten.