Efterforskere kan have ødelagt spor i opsigtsvækkende argentinsk mordsag
En ekspert i retsteknik er langt fra imponeret over, hvordan argentinske myndigheder undersøgte gerningsstedet efter statsanklagers død.
Los Angeles
Næsten fem måneder er gået, siden den argentinske statsanklager, Alberto Nisman, blev fundet skudt i sin lejlighed i Buenos Aires. 135 dage efter dødsfaldet er det dog stadig ikke lykkes for de argentinske myndigheder at finde ud af, om 51-årige Nisman skød sig selv, eller om han blev dræbt.
Hvor sagen i sig selv rummer vinkler nok til en yderst spændende tv-serie over flere sæsoner, så har selve efterforskningen af Alberto Nismans død nærmere lignet en god, gammeldags farce.
Det indtryk er bestemt ikke blevet ændret de seneste par dage, hvor nye oplysninger har kastet endnu et kritisk lys på myndighedernes vilje til at opklare det opsigtsvækkende dødsfald. Ifølge tv-billeder fra den argentinske tv-station Canal 13 var efterforskerne således særdeles lemfældige, da de undersøgte gerningsstedet, hvor Nisman blev fundet.
Det blev han 18. januar få dage efter at have offentliggjort en næsten 300 sider lang rapport, der beskyldte den argentinske præsident Cristina Fernández de Kirchner for at forsøge at dække over iransk involvering i et bombeangreb mod et jødisk center i Buenos Aires i 1994.
Bombeangrebet bliver betegnet som det største terrorangreb i Argentina nogensinde og kostede 85 personer livet og sårede flere hundrede. I mange år har Argentina via Interpol efterlyst flere højtstående iranere for gennem den libanesiske Hizbollah-milits at stå bag angrebet.
Det var disse efterlysninger, som den argentinske præsident skulle være villig til at droppe, hvis Argentina til gengæld kunne få lukrative olieaftaler i stand med Iran.
Alberto Nisman blev fundet skudt dagen inden, han skulle afgive forklaring i den argentinske kongres, og sagen har fået flere tusinder af argentinere til at demonstrere i gaderne over den i deres øjne mangelfulde efterforskning.
Tv-billederne fra Canal 13, der blev vist søndag i Argentina, viser da tilsyneladende også en noget skødesløs gennemgang af gerningsstedet, hvor Nisman blev fundet i en pøl af sit eget blod.
Ifølge nyhedsbureauet AP viser billederne, der er lavet af efterforskerne selv, eksempelvis en af betjentene indsamle materiale fra et pengeskab uden brug af handsker. Det samme gør gældende for Nismans mobiltelefon, ligesom man kan se en betjent tørre gerningsvåbnet af med toiletpapir.
Til nyhedsbureauet siger Ernesto Duronto, der er næstformand for den retstekniske forening i Argentina, at billederne nærmest er et opslagsværk over fejl i forbindelse med undersøgelsen af et gerningssted.
"Billederne viser, hvordan det ikke skal gøres. Det er retsteknikerens fornemmeste arbejde at sikre, at gerningsstedet bliver holdt rent," siger han til AP.
Canal 13s afsløring har endnu engang kastet et særdeles uheldigt lys på efterforskningen af dødsfaldet, der i første omgang blev undersøgt som et selvmord af myndighederne. Siden har efterforskningsleder Viviana Fein dog åbnet for, at der kunne være tale om et drab. Hun ser ikke tv-stationens billeder som et problem for efterforskningen.
"Gerningsstedet blev ikke forurenet. Det blev nidkært sikret," sagde hun til den argentinske radiostation Vorterix, efter Canal 13 havde vist billederne. Et udsagn, som Duronto ikke er enig i.
Viviana Fein bestred ikke billedernes ægthed under radiointerviewet, men det har tirsdag ikke holdt den hårdt pressede politiske top i Argentina tilbage fra at gøre det. Aníbal Fernández, der er kabinetschef i den argentinske regering, fortalte i hvert fald tirsdag, at han ikke tillagde tv-billederne den store værdi.
"De lader til at være blevet redigeret," lød det fra Fernández, ifølge den argentinske avis Buenos Aires Herald.
Kabinetschefen sagde desuden, at intet pegede i retning af, at Alberto Nisman var blevet myrdet. En teori, han kaldte "usandsynlig".
Udmeldingen markerer endnu et zag i den zigzag-kurs, som argentinske toppolitikere har haft til sagen. Umiddelbart efter dødsfaldet sagde præsident Kirchner således, at hun mente, der var tale om mord. Behændigt nok sammenfaldende med, at det også var en opfattelse, som flere argentinere tilsyneladende delte i meningsmålinger.
Ifølge Viviana Fein vil efterforskningen blive afsluttet i løbet af en måned.